tirsdag den 30. oktober 2012

På nyt besøg i Bjarnes kælder


Der skulle gå ni måneder, før det igen var muligt for gutterne at finde en dato til at besøge Bjarnes kælder, men forrig lørdag lykkedes det så endelig for os. Den var tæt på at glippe for os, da den kære blogger (det er mig) fik kludret rundt i nogle datoer, men til alles held fik vi styr på både datoer og arrangement.

Dem der følger med på bloggen vil vide, at et besøg i Bjarnes kælder er en helt fantastisk oplevelse, og vi så derfor alle voldsomt frem til aftenen. Gutterne var denne gang fuldtallige, idet den flygtige Rasmus endelig fik mulighed for at komme med i kælderen. Denne gang havde vi også fornøjelsen af en gæste-vintumpe (vintumpe er den titel man får når man betræder Bjarnes gemakker), i kraft af Jonas fra vinbaren Il Senso.

Som sidst havde Bjarne og jeg snakket lidt sammen på forhånd, for at vinde ud af i hvilken retning smagningen skulle pege. I bund og grund er vi gutter jo bare taknemmelige for at få lov at komme på besøg i kælderen, men Bjarne er en venlig mand, og lægger hver gang op til at vi kommer med lidt input angående ønsker og forhåbninger.
Vi ved at Bjarne er habil i de franske vine, og hvor vi sidst ønskede os til Bordeaux, foreslog vi denne gang et smut til Bourgogne. Dermed håbede vi at kunne smage lidt god Pinot Noir, og hvis muligt prøve at smage god fransk Pinot op imod oversøisk Pinot.

Med forståelse for at god Pinot Noir fra Bourgogne er dyr, og at Bjarne på ingen måder skal ruineres af at have os gutter på besøg, lagde vi op til at niveauet fra sidste smagning på ingen måder skulle matches. Vi var klar over at vores første møde med Bjarnes kælder var en unik oplevelse, som på ingen måder kunne matches, og vi så derfor frem til en rigtig god oplevelse, med noget færre vine end sidst.
For pokker hvor Bjarne dog igen tog røven på os.

Inden jeg kaster mig over gennemgangen af vinene, skal der lige falde en stor tak, og lige så store roser, til husets frue - den skønne Pia. Igen sørgede hun for mad til arrangementet, denne gang med rigelige mængder lækker pølse, paté i mange varianter (ikke mindst en fantastisk andepaté), og så de mest fantastiske pestoer hun selv havde kreeret. Intet mindre end fantastisk, og tusind tak for det.

Og så - lad os så kigge på aftenens vine.

Domaines Leflaive Mâcon-Verzé 2005



Aftenen åbnede med en stribe hvide vine. Faste læsere ved at jeg ikke rigtig er åbnet op for hvidvin, men det ændrede denne aften på. Mængden og kvaliteten af disse vine, var simpelthen så overbevisende, at jeg nu virkelig også kan nyde god hvidvin. Tak for det.

Første vin var en Mâcon-Verzé fra 2005. Vi drak to vine ad gangen, og holdt op mod den næste beskrevne, var denne en tand federe, men også lidt lukket. Efter lidt tid i glasset åbnede den op, også på syren, og som start var dette vores favorit. Over tid tippede denne rolle over til næste vin - men det var en rigtig fin start.

Jeg fik ikke skrevet meget mere om denne vin. Det var tydeligt for os alle at vi lige skulle i gang, både smagsløg, såvel som de fine floskler.


Joseph Faiveley 2004 Bourgogne Chardonnay



Med to vine kørende på samme tid, er det bare med at holde styr på sine glas, og det havde Bjarne i den grad tænkt på. Det ene af vores to glas havde han markeret med en prik, så under hele aftenen var det nemt for at os henvise til den samme vin, når vi diskuterede og smagte frem og tilbage.

Denne 100% Chardonnay havde en tydelig syre (eller måske mineralitet) og så en endda meget tydelig duft og smag af krudtrøg (tænk afbrændt nytårskrudt). Den fremstod friskere end den forrige vin, og Palle mente at denne vin måtte have ligget på ståltanke, hvor den forrige bar mere præg af fad (vurderet bl.a. ud fra forrig vins fedme).

Hvad der dog stod helt klart var, at denne vin endte med at stå som vores favorit af de to. Der var noget ved friskheden, og så de lidt mere komplekse noter den bød på, som bare virkede mere interessante. Bjarne lagde godt og spændende ud.


Ramey Hyde Vineyard Chardonnay Napa Valley - Carneros 2007



Efter de to franske vine, slog Bjarne et lille sjovt sving. Alt hvad vi smagte var jo blindt, så mens vi smagte anede vi jo ikke hvad der var i glasset, men Bjarne huskede på, at vi jo gerne ville smage Bourgogne op imod den nye verden, og det lille forsøg skulle også gøres med de hvide vine.

Derfor var den tredje vin en lækker Chardonnay (hvilket Palle gættede) fra Nappa Valley i Californien i USA. Vi noterede os at den var klart perlende og prikkende på tungen, med en dejlig sødme og en nærmest smør-agtig note. Den var super elegant, og fremstod klasser bedre end de to forrige franske. Måske det bare er vores uskolede hvidvinsmunde, men vi nød at den var pumpet med smag, og så var der en subtil duft der bød på friske urter frem for frugt. Hen mod slutningen i vores glas (hvilket vel dækkede en 20 minutter), begyndte der at melde sig lakridsnoter i duften. Meget interessant og et virkelig godt glas hvid, der cementerede at amerikansk ung hvidvin, helt sikkert har meget at byde på. Ved køb af 12 styks koster denne basse omkring 500 kroner, så det er jo heller ikke fordi vi har med helt billige vine at gøre.


Bouchard Père & Fils Grand Cru Corton-Charlemagne 2007



Sidste hvide vin sendte os tilbage til Frankrig, og igen tilbage til Bourgogne.

Det var en sjov vin, for Rasmus tog et par korte snus, og proklamerede at den gav ham associationer til mild vandet whisky. Vi andre overvejede Ralles fremtidige deltagelse i disse arrangementer, men efter selv at have snuset til glasset, er jeg tilbøjelig til at give ham ret. Måske det var en røget note, men jeg forstod helt og holdent hvor han ville hen med den beskrivelse. Godt set.

Hvad der også holdt, og som måske er en mere klassisk note, noterede den gode Palle sig at der også var frisk ananas at spore. Den holdt også. Der udover var der igen en fin syre (eller mineralitet), og vi var enige om at det her var en dejlig sprød 100% Chardonnay der bare kunne nydes.

Dette afsluttede de hvide for aftenen, og for pokker niveauet var lagt højt. Samtidig er jeg efter disse fire helt og aldeles åben for hvidvine - det er nu helt klart et område der skal udforskes yderligere.
På aftenen diskuterede vi faktisk prisniveauet på hvidvine, og hvordan mange er åben for at betale 500 kroner eller mere for en god rødvin, men knap så klar på at betale det samme for en hvidvin. Vi tænker selv sådan, men aftenens hvidvine satte denne holdning i perspektiv, da vi virkelig fik åbnet op for hvor godt, og utroligt nuanceret, hvidvin kan være. Nå, men videre med aftenens vine - nu de røde.


Domaine Perrot-Minot Vieilles Vignes Vosne-Romanée 2008



Så kom vi endelig til de røde vine, og selvfølgelig med en burgundisk Pinot Noir. Næsen sagde tydelig muld, og det var skarpt og tydeligt at det her vitterlig var Pinot. Flere ved bordet mener at der må være lidt alder på drengen, men Ralle byder hurtigt ind med at han egentlig opfatter den som ung, hvilket Bjarne hurtigt bekræfter. Jeg nåede ikke ind med mine tanker, men giver selvfølgelig hurtigt Ralle ret i sine observationer.

Vinen er ung, og måske netop derfor oplever vi den som ret spinkel, med syre især bagerst i munden i det den synkes. Og det syrlige er et ord der i grunden hænger på, og kaster os ud i en længere diskussion om valget af ord - for er det syre, eller noget helt andet? Den diskussion skal ikke startes her igen.

Dog var det dejligt at få startet med de røde, og så med en burgundisk Pinot, men overbevisende var det ikke. Ikke endnu, i hvert fald. Den kan godt tåle lidt tid i kælderen.


Bannock Brae Estate Pinot Noir Barrel Selection 2008



Da Bjarne træder ind med denne vin, pænt pakket ind i sølvpapir, er der et enkelt lille tegn der afslører sig selv - det er synligt at dette er en vin med skruelåg. Lidt kækt kaster jeg New Zealand på bordet inden vinen er skænket, mest for sjov. Da den er kommet i glasset og jeg har duftet til den, er jeg dog ikke i tvivl - det her må helt sikkert være fra New Zealand. Jeg fik simpelthen associationer til andre New Zealandske Pinoer jeg har smagt. Er jeg mon ved at lære noget?
Bjarne bekræftede og bordet gav high-fives, hvorefter vi kastede os ud i selve smagningen af vinen.

Duften byder på blomme og frugtet vingumme, ja nærmest en jammy næse. Den dufter af varmt klima, selvom det sydlige New Zealand, hvor vinen er fra, nærmest er tættere på Antarktis end på Australien. Den vilde frugtnæse og den tætte smag, ender med at Palle proklamerer at vinen er nederen. Jeg er ikke selv så hård, men den er ikke på nogen måder en favorit. Det er ikke vine som denne, der skal vinde mig over på Pinot-holdet, men fedt fundet af Bjarne, at de burgundiske Pinoter faktisk bliver holdt op mod resten af verden (og ikke bare USA).


Faiveley Clos Des Myglands Pinot Noir 1999



Så er det tilbage til i Frankrig, og igen i Bourgogne i regionen Côte D'Or.

Vi var alle enige om at vi her blev budt på alder, og det kan man vel godt sige, når vinen nu er fra 1999. Vi fornemmede tanniner, sjovt nok mest bagerst i munden. De var ikke vilde, men de var der. Vi var enige om at denne vin nok peaker nu, netop fordi der er lidt tannin at brænde af, men ikke megen frugt.

Der var dog en dejlig frugt i munden, og det her var virkelig en god mundfuld, netop nu. Jeg noterede mig et tydeligt og klart "mums".

Det var virkelig spændende at opleve hvad sådan en ældre fransk Pinot har at komme med, holdt op imod den forrige new zealandske. Det var absolut ingen konkurrence, og det er absolut vine som denne der for mig viser hvad Pinot Noir-druen virkelig kan. Godt valg, Bjarne.


Domaine J.M.Boillot Volnay 1er Cru Le Ronceret 2002



Nu er det altså ikke fordi at vi er kommet ud på aftenen, og folk er ved at blive lidt snaldrede, men der er enkelte vine jeg undervejs ikke fik noteret helt så meget til. Det her er en af dem.

Igen er vi i samme område som forrige vin, dog et par år eller tre yngre. Jeg noterede en høj syre, dog også med tydelig frugt i smagen.

Næsen var lidt overraskende med kraftig duft af urter - jeg noterede mig at den var grøn i udtrykket, hvilket enkelte ved bordet godt forstod meningen med.

Med lidt tid i glasset bød der sig en duft af svedsker til, og det var faktisk noget jeg noterede mig adskillige gange i løbet af aftenen: Hvor meget disse vine ændrede karakter efter at have været i glasset i en tid. Det er selvfølgelig ikke rocket science, at vin udvikler sig i glasset, men det var spændende hvordan mange af disse vine virkelig ændrede, eller udviklede karakter efterhånden som ilten kom til og temperaturen steg. Det var fantastisk at opleve denne udvikling.
Hvordan vinen ellers var, og hvad vi synes om den, det fik jeg ikke noteret. Det skal dog ikke nødvendigvis tolkes som at jeg ikke brød mig om den. Mine ord var bare knappe.


Corton Les Bressandes Grand Cru Pinot 2006



Det er en lind strøm af god Pinot der kommer vores vej, og nu begynder det virkelig at peake for mig. Det er omkring nu at jeg virkelig begynder at føle mig overvundet, og kan nu med rette sige "jeg kan godt lide Pinot Noir". Det er bare lidt noget møg at det er gennem dyre franske af slagsen.

Næsen her er cola, og det er virkelig klasse. Den her basse er bare super harmonisk og i vild balance, med god frugt, dejlig syre og milde tanniner.
Det er interessant at notere sig, at vinen i grunden ikke er gammel. Det er altså ikke nødvendigt for fransk Pinot også at være gammel for at være god. Den her ungersvend klarer det helt og aldeles fortræffeligt.

Det var interessant hvordan næsen var forholdsvis dæmpet, men smagen kunne der sgu ikke pilles ved; den var intet mindre end fantastisk (hvilket jeg i mine noter efterfulgte af hele tre udråbstegn. Det betyder kvalitet). En super super klasse vin, der var en fantastisk oplevelse.


Beaux Frères The Upper Terrace 2008 Pinot Noir



Efter afsløringen af denne vin, kan Thomas fortælle at navnet Beaux Frères betyder smukke brødrer - tak for det, Thoms.

Nu er vi igen tilbage over atlanten, denne gang til Origon i USA, og igen er det fantastisk hvordan Bjarne kaster lidt reference-vin ind, så vi har mulighed for at smage hvordan samme drue smager forskellige stedder i verden.

Der er ikke meget dårligt at sige om denne vin. Den smagte godt, og som vi noterede os, så både kan og skal den drikkes nu. Det er ren læskende vingummi-vin, en ægte pleaser, men Schrøder sagde det egentlig meget rigtigt: "Du føler dig bare ikke som konge med den her vin i glasset". Hold op imod en af de tidligere Bourgogne-vine, så er det sgu rigtigt. Det smager godt, og det skal der slet ikke pilles ved, men det er bare vin i en anden liga.

Noter jer lige hvordan sådan en aften her, i Bjarnes kælder, ændrer totalt burgundiske Pinot-novicer til utålelige vin-snobber. Godt arbejde.


Hospitales de Beanne Volnay 1964



Godt så. Efter et kort visit i den nye verden, er vi igen sikkert tilbage i den gamle, og det er med noget af et brag af en gammel vin.

Da Bjarne entrerede med vinen, og åbnede den ved bordet foran os, var det ingen hemmelighed at det her var gammel vin. Nyd lige hvordan sådan en gammel prop ser ud og bare klæber sig til flasken.

Der blev kæmpet lidt, kampen var brav, men Bjarne vand og proppen kom op.

Vinen bød på en dejlig sødme, dog ikke helt ovre i portvins-genren. Der er ingen tvivl om, at når man drikker så gammel vin her, så sker der noget med smagen - præcis som vi oplevede sidst i kælderen, da vi smagte vin fra 1929. Som jeg noterede mig på aftenen, så er det ikke længere rødvin, men "noget helt andet".

I glasset fremstod vinen voldsomt klar, ren lys brun - cola med vand. Det der overraskede i den grad var, at den stadig var både viril og frisk. Den havde en fantastisk næse, med en sødme og frugt, den var virkelig åben og indbydende. Munden var virkelig kraftifuld.

Palle noterede at dette var "den bedste vin med alder" han havde smagt, og jeg er helt og aldeles enig. Hold nu kæft det var sødme, og hold op det var lækkert. Jeg tror godt jeg kunne forfalde til at drikke 48 år gammel vin.


Chateau Haut Brion 1979



Efter den forrige gammelfar, er det igen tid til en yngre vin, men ikke med mange år - en Chateau Haut Brion fra 1979. Bjarne fortæller os at 1979 ikke er den bedste årgang, men at Chateau Haut Brions vin her, er blevet kåret til årgangens bedste af slagsen.

I duften noterer vi os især hvis peber, og smagen fylder godt på med læder, peber, tobak og lakrids. På trods af alderen er der stadig en meget frisk duft, og der er kraft på drengen. For satan det er god vin det her. Jeg har noteret at tanninerne er fantastiske i tandsættet, og Palle noterer sig at flasken ligner en Sprite-flaske. Ja ja, sådan fokuserer man jo så forskelligt.

Enige er vi dog alle om at vi drikker den her vin på det helt rigtige tidspunkt. For pokker det er godt.


Chateau Gombaude-Guillot Pomerol 1989



Hvad der var planlagt som aftenens sidste rødvin, var lidt af en sjov afsked med de røde. I duften var der en underlig duft af sure tæer, og i munden blev der budt på vilde tanniner i gummerne. Det var en Pomerol, og en virkelig klassisk og lækker en af slagsen. Det er sent på aftenen (natten), så der er ikke så mange noter at skrive ud fra. Men igen klasse.


Bodegas Y Viñedos Alion 2003



Da vi var igennem den usandsynligt flotte række af hvide og røde vine, lagde Bjarne op til at vi lige skulle smage lidt sødt - altså hvis vi havde lyst til et sådan skift. Gutterne gik i tænkeboksen, og vi kom frem til at bare en enkelt rødvin mere, ville være helt fantastisk. Vi lagde alle en skilling på bordet, og bad Bjarne om at finde en god flaske han synes vi skulle runde af med.

Hans valg var godt - vi landede på et gensmag for os alle, nemlig en af de vine vi smagte til min store OL-smagning tilbage i august måned.

Vinen var Alion fra Spanien, en vin der virkelig var god, både ved første smagning og også på denne aften. Mine noter siger fantastisk frugtet sødme, tanniner i formundne, og bare et indtryk af en dejligt sukret sødme. Palle byder ind med chokolade, vanille og egetræ. Det passer sikkert meget godt, og vi var alle enige om at dette var en rigtig god afsked med rødvinene. Lad det søde komme vores vej.


Chateau Lafaurie-Peyraguey 2001



Og det søde kom i første omgang i form af en Sauternes - noget både Bjarne og gutterne er vilde med, men som ikke helt har vundet mig over. Der var kraftig brun farin i duften, og en voldsom sødme i smagen - det mindede mig egentlig om fortified wine, dog på andre druer.

Det smagte sikkert udmærket, jeg er bare ikke så glad for skidtet.


Quinta Do Noval Colheita 1974 Old Tawney Port



Efter Sauternen kom der to flasker sødt mere på bordet. Vi kom ud i en længere snak om forskellen på Tawney Port og Portvin, og jeg skal være ærlig og sige at jeg ikke mindes hvad vi lærte - måske en af gutterne kan hjælpe. Men igen viste Bjarne sig fra sin evigt gavmilde side, og vi fik derfor lov til at smage netop en Tawney og en Portvin op imod hinanden.

Igen noterede jeg en voldsom brun-farin-sødme, men som her bare var dejligt integreret. Jeg oplevede også en meget tydelig mandel-note, hvilket Bjarne bekræftede er en klassisk note i Tawney Port.

Jeg har ikke smagt Tawney før, men det smagte godt. Mums.


Taylor's Vintage Port 1985

Holdt op imod Tawneyen, var denne Portvin vi desværre ikke fik taget et billede af. Den fik heller ikke så mange andre noter med sig, end at den var sød og dejligt sukret, men at Tawneyen virkelig bare er min verden. Det var sjovt at smage de to op imod hinanden, og for mig var det tydeligt at Tawney var det klart mest interessante.


Sådan! Sytten (17) vine kom vi igennem - igen fuldstændig uventet, og igen et tårn-højt niveau. Det var en sindsygt hyggelig aften i Bjarnes kælder, og samtlige gutter følte sig godt forkælet - vi er Bjarne evigt taknemmelige.

Det store spørgsmål er så bare om vi igen vil få chancen for at hygge os i Bjarnes selskab, og få lov at smage uovertruffen vin i kælderen. Jeg mindes at der blev sagt noget med marts måned, at der kunne vi måske kigge ned igen - var det det der blev sagt, Bjarne, var det? Jeg drømmer allerede.

onsdag den 24. oktober 2012

Kanonkop Kadette 2009 gensmagt


I efterårsferien var vi på besøg i Jylland hos svigerfamilien, hvor vi smagte på sydafrikanske Kanonkops Kadette fra 2009. For kæresten og mig var det et gensmag, da vi sidste sommer smagte den til en hyggelig grillaften, og dengang var den en stor succes. Derfor så vi frem til at smage den igen.

Kadette er ægte sydafrikansk i det den bæres af 46% Pinotage, men gives et mere klassisk præg vha. 30% Cabernet Sauvignon, 18% Merlot og 6% Cabernet Franc.

I både duft og og smag noterede jeg mig bål (røg), som ikke på nogen måde skal forveksles med en brændt smag. Der er også noter af fad og søde krydderier - meget lækkert. Der er en pæn eftersmag, men ikke den store syre, ligesom der er velintegrerede tanniner, der dog hælder til den milde side.

Alt i alt er det et rigtig godt glas vin, der lander på karakteren C. Herhjemme koster den omkring de 120 kroner, men vi var i Dansk Vinlager i Flensborg hvor jeg købte vinen, og der koster den kun omkring de 60 kroner, hvilket må siges at være noget af et fund. Til den pris kommer der et plus på karakteren. Købt stort ind hvis du ser den til den pris.

Karakter: C (+)

fredag den 19. oktober 2012

Aalto 2009


Da vi sidste lørdag havde hyggeligt besøg, sluttede vi aftenen af med at åbne en flaske jeg har set rigtig meget frem til at gensmage - nemlig den spanske Aalto fra regionen Ribera Del Duero, i en årgang 2009 - en vin lavet på ren Tempranillo.

Både Palle og jeg har smagt den for godt et år siden, men den faldt sent i en vinsmagning hvor vi blev kastet rundt i forskellige dele af verden, så vi var begge spændte på hvordan den egentlig ville performe, nu hvor den ikke skulle holdes op imod så mange andre smage. Et minde vi dog begge havde var, at det var en god vin, og det så vi frem til forhåbentlig at få bekræftet.

Og det blev det, også i den grad. Det var en kraftig sag, men så ufattelig flot balanceret. Der var frugt, der var fad, der var tannin, og det hele var bare flettet sammen i en fantastisk mundfuld, der bare skreg på at blive fuldt op af endnu en, og endnu en, og...

Når det så er sagt, så skal det også siges at vinen stadig er ung, og der er ingen tvivl om at den over de næste år vil fortsætte sin udvikling til en endnu bedre oplevelse.

Jeg har haft en god fornemmelse med denne her vin, og mine forventninger blev til fulde indviet. Jeg mener virkelig at den her vin rammer et totalt sweet spot mellem pris og kvalitet, og jeg vil med kyshånd tage imod forslag til vine der slår denne i kvalitet, men til en billigere penge. I går var jeg en tur over den tyske grænse, hvor jeg besøgte Dansk Vinlager (mere om det i et senere indlæg), og der snakkede jeg med en sælger der også havde denne vin som sin absolutte topvin fra Spanien - også han mente at pris og kvalitet her gik op i en højere enhed.

Vinen er købt til en pris på 300 kroner ved køb af seks stk. hos Brødrene Dahl's vinhandel, men jeg har netop fundet den hos Uhrskov Vinhandel til en pris på 279 kroner ved seks stk. Den pris kan endda komme endnu længere ned, hvis man bor tæt på grænsen, og kan tage til netop Dansk Vinlager i Flensborg. Der koster den 240 kroner stykket - ved seks stk. kommer den ned i 200 kroner flasken. For pokker da.

Karakteren lander for Palles vedkommene på et B, og et B+ når den har åbnet sig om nogle år. Jeg er ikke bleg for at kaste et A efter den, for det er virkelig en topvin, især med potentialet in mente, og bor man tæt på grænsen og kan handle i Flensborg, ja, så sprænger vi sgu skalaen. Køb, køb, køb.

Karakter: A

mandag den 15. oktober 2012

Podere Il Carnasciale 2007


Lørdag aften havde vi besøg af min gode vin-ven Palle og hans kæreste Ditte (og deres dejlige datter), og når de er på besøg, er der ingen tvivl om at der skal god vin på bordet - det bliver belønnet hvis man er en aktiv kommentator her på bloggen ;)

Palle havde medbragt en flaske Villa Travignoli Chianti Rufina som skulle smages som optakt. Det er en flaske vin som i flere anmeldelser er blevet rost til skyerne, og i vores egen lille vennegruppe har den også gået sin sejrsgang, så vi var spændte på at smage den, imens madden stod og boblede færdig.

Det var en rigtig dejlig vin, der trods en noget kort eftersmag, var både kraftig og læskende. Det var en rigtig bællevin, der dog også bød på eg og godt med potent frugtsødme. Helt klart en vin der er de 85 kroner værd som den står til hos Erik Sørensen vin.

Aftenens store nummer var dog den vin som dette indlæg skal handle om. Det er en vin som jeg valgte at servere blindt, da den har en lidt sjov historie som ikke skulle influere på vores første smagning - det var nemlig for os begge første møde med denne vin og dens drue.

Vinen stammer fra Toscana i Italien, og er lavet på den umådeligt sjældne drue Caberlot. Druen har man kun kendt til i ca. 50 år, da ønologen Remo Bordini i starten af 1960'erne finder den blandt de stokke han arbejder med. Han tager den med til sin planteskole, og først i midten af 80'erne får en enkelt vingård tilladelse til at plante denne sjældne drue på en af sine små marker. Det betyder altså, at dette vinhus, Carnasciale, er det eneste vinhus i verden der benytter denne drue, og det gør de i de to vine Il Carnasciale, samt i storebroren Il Caberlot.
I mange år var det stort set umuligt at opdrive disse vine, men med tiden er der blevet tilplantet lidt flere vinmarker, hvorfor der nu kan produceres lidt mere vin af den ædle drue.

Caberlot-druen har fået sit navn ved at sammentrække navnene på druerne Cabernet Franc og Merlot, de to druer som Caberlot læner sig op ad i både udseende og smag, og for Palle og mig var det utroligt spændende at prøve at smage en for os helt ukendt drue.

På aftenen glemte vi helt at tage noter, men vi fik snakket rigeligt om vinen, og Palle har en evne til at huske alt hvad vi siger. Derfor er det hans ord (som jo så er et sammentræk af hans og min samtale) jeg vil bruge til beskrivelsen af denne vin:
Ribs, tobak/cigarkasse, diverse bær, chokolade og vanille (sikkert fra fadene). Fylde saftig, svage/milde tanniner, blød vin, mild alkohol (ikke en solbombe fra den nye verden). God balanceret smag som sagtens kan drikkes nu, men som sikkert kan vinde lidt efter 3-4 år (eller 10-15 indskyder jeg).
Indskydes skal det også at den her vin havde den vildeste eftersmag - en smag der bare hang ved, og selv et minut efter, kunne man smage den når man åndede ud gennem næsen. Virkelig fantastisk og lækker.

Der er ingen tvivl om at vi drak denne her vin ung, og til en pris på 399 kroner hos Atomwine, kan vi diskutere om den endnu er pengene værd (men det synes jeg nu at den er). Som Palle også noterede sig, så var det ikke aftenens bedste vin (den kommer i næste indlæg), men det var klart den mest interessante. Det er jeg enig med ham i, især det med at det var den mest interessante, for på sin egen måde kæmpede den helt klart med i kampen om at være aftenens bedste vin.

Palle lander på karakteren B-, og selv lander jeg på et B. Det var en rigtig spændende og lækker oplevelse, og jeg er både interesseret i at smage denne vin om en 10 år, ligesom jeg også er blevet rigtigt interesseret i at smage storebroren, Il Caberlot.

Karakter: B

En tak til Frank


Og det er ikke Søren Frank vi snakker, men til gengæld min gode ven Frank.

For nogle uger siden skulle vi ud og smage vin sammen, og ved ankomsten hos mig, hev Frank denne vin op. En lille gave han synes jeg skulle smage. Det er en vin som flere i vennegruppen har smagt og er blevet glad for, og Frank synes at jeg nu også måtte smage den.

Det blev den så i sidste weekend, da kæresten og jeg var på besøg hos et vennepar. Det var en aften der gik op i hygge og småbørn der ikke ville sove, så der blev ikke skrevet nogle noter til vinen. Klart er det dog, at det var en rigtig dejlig oplevelse, præcis som lovet.

Vinen var en Roberto Sarotto Currà Barbaresco Riserva fra 2007. Den var meget klar og lys i glasset og både næse og smag bød på især dejlig egetræ og ellers bare en smag af alder. Det var en dejligt kraftigt smagende vin, og alt i alt bare et rigtig godt møde.

I dag så jeg den i den lokale Irma til 154 kroner, og det er den også værd. Så vidt jeg har forstået fra gutterne, er det en vin der kommer på tilbud fra tid til anden, og kan man få den for under en hund, så er det noget af et fund. Til sådan en pris er det bare med at købe godt ind.

Alt i alt en dejlig oplevelse - tak for god vin, Frank.

mandag den 8. oktober 2012

Skuffende Mollydooker-smagning på Reef'N'Beef


Onsdag i sidste uge var kæresten og jeg, på en sjælden barnefri aften, til smagning på Mollydookers årgang 2011-vine på restaurant Reef'N'Beef i København. Det var en aften vi havde set rigtig meget frem til, men som desværre endte som lidt af en skuffelse.

Bag arrangementet stod vinbutikken The Wine Company, og til en pris på 800 kroner for at smage samtlige af årgangens vine (i alt ni styk) samt en fire retters menu, var der grund til at forvente en god og smagfuld aften.

De ni vine vi skulle igennem var delt ud på fire retter, hvilket betød at vi til forretten (kongekrabbe) fik serveret Mollydookers eneste hvidvin, The Violinist.
Til mellemretten (Kænguro Carpaccio) blev der serveret hele tre vine, nemlig Maitre D', Two Left Feet samt The Boxer.
Hovedretten (Grillet okse flank steak) blev ledsaget af igen tre vine, Gigglepot, Blue Eyed Boy og Enchanted Path, og desserten (oste) bød på Carnival of Love samt den fantastiske Velvet Glove.
Alt sammen meget fint, og vi glædede os meget til endelig at kunne smage Mollydookers vine op imod hinanden. Ja, og smage den "billige" serie af vine op imod de noget dyrere, for at se hvor stor forskellen reelt er (aftenens fire første vine koster 160 kroner flasken, de to efterfølgende 300 kroner, derefter to til 500 kroner, og så Velvet glove til 1100 kroner).

Desværre viste aftenens første store skuffelse sig, da værten fra The Wine Company indledte med at fortælle at der desværre var sket en fejl, hvilket betød at hver person kun ville få et enkelt glas til rådighed. WHAT?
Når man til en enkelt ret får serveret op til tre vine, og man kun sidder med ét glas, så betyder det at man må nyde første glas til maden, og derefter drikke de to efterfølgende vine uden mad - de bliver altså smagt under forskellige forhold, hvilket er helt hen i vejret. Alternativt spiser man en tredjedel af retten, høvler første glas, spiser anden tredjedel og høvler andet glas, for så at gå til sidste tredjedel og sidste glas. Nej, forhåbentlig er det tydeligt at det her var et kæmpe problem, og ødelagde fuldstændig muligheden for at smage vinene op imod hinanden. Øv.

Desværre stoppede aftenens skuffelser ikke her. Der blev givet nul information om årets vine, intet om Mollydookers (og især Sparkys) helt specielle tilgang til at "pumpe" smag i druerne og intet om Mollydookers helt store salgsnummer, det famøse Mollydooker-Shake. I stedet blev hver vin fulgt op af en gennemgang af etiketten, hvad den forestillede, og historien bag - alt sammen sjov information fra Mollydookers hjemmeside, som selv min forholdsvis vin-uinteressede kæreste kender til - men fair nok, det er måske historier som ikke alle kender til. Til en så specifik smagning, kunne man bare godt tænke sig lidt mere.

Hvorfor Mollydooker-Shake ikke blev gennemgået, faldt der dog hurtigt en forklaring på. Kæresten og jeg begyndte nemlig at diskutere, hvorfor vinene fremstod så spinkle og i grunden triste. Der var intet af det vi i sin tid faldt for i dem, og vi vurderede at årsagen måtte ligge i et manglende "shake", eller at det var fordi de var så unge. Men vi har før drukket unge Mollydooker-vine, og de har ingen problemer med at banke igennem med fuld kraft. Til gengæld har vi også prøvet at smage vinene både rystet og urystet, og der er der virkelig en stor forskel at spore. Det er ikke salgsgas, når Mollydooker siger at nitrogenen de tilsætter for at konservere vinene, ikke kun konserverer men også komprimerer smagen - shaket er altså nødvendigt for at åbne op for vinene.

For at høre om vinene ikke var rystet, kaldte jeg aftenens vært ned, og efter flere misforståelser omkring mit spørgsmål, fortalte han mig at det slet ikke var muligt at stå og ryste så mange flasker på en aften som denne. Nå ja, og for øvrigt var det heller ikke nødvendigt, for når man skænker op, så blev flasken rigeligt rystet. Nååå ja, og så var det jo altså unge vine, så vi måtte ikke forvente stor smag, men mere en smag af det potentiale der lå gemt i vinene.

Herre gud, hvor skal jeg starte.

Til en Mollydooker release-smagning, hvor alt handler om Mollydooker og vi kun skal smage Mollydooker (så er det slået fast), der forventer jeg at man gør som det er tiltænkt med deres vine. For fanden - deres hofnummer er jo netop det shake, og det åbner altså virkelig de vine op, så hvorfor sylans negligerer man fuldstændig det?
Der udover er jeg slet ikke enig i at en blød, rullende skænkebevægelse er det samme som 30 sekunders hård rysten af flasken. Og hvad med ham der får det første glas? Det glas er jo ikke blevet "rystet" efter den metode.
Nej, helt ærligt, det er bare ikke godt nok. Man ved hvor meget man ca. skal servere, så de vine får man rystet hjemmefra (sikke et held der er skruelåg på Mollydooker-vinene). Alternativt, hvorfor ikke bede gæsterne om at være med i denne lille leg? "Her, fru Olsen, prøv at ryste rødvinen". En annonceret konkurrence viste sig at være intet andet end en tilfældig lodtrækning imellem deltagernavnene - de glade vindere vandt kasketter og plakater. Hvorfor ikke lade disse "præmier" gå til de som havde været med til at Shake?

Ja, spørgsmålene er mange, og desværre endte vi med at gå skuffede fra restauranten. Den manglende mulighed for reelt at smage vinene op imod hinanden var en kæmpe fuser, og når vinene ikke engang var "åbnet op", som de nu engang skal være, og sagtens kan være, trods deres unge alder, så var der ikke meget Mollydooker over dette release-"Party".

Øv.

tirsdag den 2. oktober 2012

Hvad koster en god flaske vin?

For nogen tid siden diskuterede min gode ven Frank og jeg, hvor meget man skal betale for en flaske vin, så den går fra at være god, til at være rigtig god. Det er selvfølgelig en meget subjektiv diskussion, og også en diskussion uden et klart og enkelt svar, for det er selvfølgelig muligt at finde vine man virkelig godt kan lide, i de fleste prisklasser.

Alligevel er der noter i vin som vi virkelig godt kan lide, som ganske enkelt bare koster penge, og så bevæger prisen sig jo opad. Et eksempel er fadlagring - noget som giver nuancer til en vin, men som også koster, især hvis vinen ligger på nye fade. Et andet eksempel er alder. Bliver en vin bedre med alderen, så er det også sikkert at prisen vil stige over tid.

Den magiske pris vi kunne blive enig om, er omkring de 300 kroner. Ved den pris har vi oplevet vine der virkelig byder på guf og god smag, som ikke i samme grad er tilstede ved den halve pris. Det er vine omkring de 300 kroner som for flere af os gutter, er blevet nærmest reference-vine - vine som vi holder andre vine op imod (det er ikke sjældent jeg har hørt min gode vin-ven Palle udtale "Ja, det er jo ikke en Paul Sauer").

For at komme med nogle konkrete eksempler, vil jeg kort nævne tre af de vine til omkring de 300, som for os vingutter har været store oplevelser. Klik på navnene for at læse tidligere smagenoter.

Aalto Ribera Del Duero - Spansk vin fra Ribera Del Duero lavet på Tinto Fino (Tempranillo) til 349 kroner, eller 300 kroner ved køb af seks hos Brdr. D's vinhandel.

Kanonkop Paul Sauer - Denne vin fra Sydafrika er i klassisk Bordeaux-blend og koster 310 kroner hos Vild Med Vin.

Mollydooker Gigglepot - Mollydooker er et australsk vinhus, der laver meget frugtede og voluminøse vine. Deres vine til omkring det halve er også rigtig gode, men der kommer bare lige en tand mere krudt i smagen i Gigglepot'en. Denne vin på ren Cabernet Sauvignon koster 299 kroner hos Atomwine.

At der er vine under (og endda langt under) de 300 kroner som er gode, det er der ingen tvivl om, ligesom at man for over 300 kroner kan købe sig ind i helt andre oplevelser.
Men når vi taler pris spiller det selvfølgelig også ind at brand-navne og land/region kan influere på prisen. Derfor vil de 300 kroner altid kun være en svag reference, og på ingen måder et wine fact.

Hvis nogle af læserne er af en anden holdning, så skriv endelig en kommentar. Til hvilken pris mener I at kvaliteten stiger markant, og måske endnu vigtigere, hvad er det for vine?