onsdag den 26. december 2012

Juleaftens vin - var den så god?

Så er juleaften vel overstået, og dermed et kort indlæg om hvordan aftenens vin så var. For hvordan klarede den franske naturvin sig, op imod den skønne and med det sprøde skind og den alt for fede sovs (og det er kun ment kærligt).

Kort sagt, så klarede den sig rigtig fortræffeligt, men lad mig lige kort starte med at fortælle lidt om vinen og vinhuset.

Vinen hed som tidligere sagt LePlan-Vermeersch GT-G 2010, og er fra Rhone-området i Frankrig, og historien om vinmageren er lidt anderledes end de fleste franske producenter.

Han hedder Dirk Vermeersch, er fra Belgien, og så er han tidligere rally-kører, indtil en ulykke satte en stoppe for hans karriere.
Det fik ham til at sadle om, og da konen samtidig læste ønologi i Chateauneuf du Pape, skabte de Domaine LePlan sammen med datteren og hendes mand, som nu er kældermester. Det er altså et rigtigt lille familieforetagende der står bag denne vin.

Jeg hældte vinen på karaffel fire timer før vi skulle spise, da jeg tænkte at en ung fransk vin helt klart ville have godt af lidt ilt - Det tror jeg var en god idé.
Til maden gjorde jeg mig selvfølgelig ikke de store noter, der var ligesom andre ting at fokusere på, men som tidligere sagt klarede vinen sig rigtig godt i forhold til maden. Der var en god og tydelig frugt, såvel i næse som i smag, og en let men tydelig sødme i smagen. Samtidig var der en fin rank syre som denne frugt og sødme nærmest spillede rundt om. Det hele var i balance, og med en lang eftersmag, var der intet problem med at smagen blev totalt overdøvet af julemaden.

Jeg vil give Holmgård ret i, at det her er noget nær den perfekte julevin. Ikke den ultimative, men den gjorde det godt. Den ultimative julevin, den leder vi stadig efter. Der skal jo være et eller andet vi skal skrive om til næste jul.

søndag den 23. december 2012

Glædelig jul - og god vin?


Så er det dagen før dagen, og herfra skal der lyde et glædelig jul til bloggens læsere.

Julemaden er så småt ved at blive sat i gang (svigermors and påbegyndes allerede den 23.), og træet står klar i stuen. Og julevinen? Den har jeg styr på. Hvad med jer?

Som altid har jeg været igennem alle de klassiske overvejelser - skal vi være bundklassiske og kaste os over en Amarone? Skal jeg gå efter reklamebladenes bud på "Årets julevin"? Eller skal jeg hellere kaste mig over hvad jeg normalt synes er et af de bedste bud, nemlig en Chateauneuf du Pape eller en australsk pendant på et klassisk GSM-blend?

Kigger jeg på hvilke indlæg her på bloggen, som der er blevet søgt mest på her i december, er det tydeligt at andre tænker ligeså. En tidligere "Året julevin", Fess Parkers Frontier Red, er igen i år at finde i reklamekatalogerne, og den er der blevet søgt aktivt på. Super Best har kastet en Amarone fra Le Ragose op som årets bedste bud, og også den har kastet rigtigt mange besøg af sig. Og så er det faktisk overraskende at se at en klasse-vin som Aalto også ligger højt på listen - der er nogle derude der virkelig har god smag.

Og hvad er jeg selv landet på?

Ja, jeg har også selv læst med på andres blogs, og faldt især over det her super gode indlæg, hvor forskellige vine blev vurderet ift. hvilken mad man spiser til jul. Efter lidt videre søgen på nettet, endte jeg med at prøve en LePlan-Vermeersch GT-G 2010 - en naturvin fra Côtes du Rhône Villages i Frankrig (og til dem der, igen, følger med i Oz og James' vineventyr i det franske på DR2, vil vide at Villages er en betegnelse der især sættes på de bedre af områdets vine. Wine Fact).

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal vente, men normalt er Rhone-vine gode bud på vin til julemiddagen, og mit sidste møde med natur-vin var ikke helt dumt, så i bund og grund ser jeg rigtig meget frem til morgendagens vin.

Rigtig god juleaften - vi ses på den anden side af den fede mad og den gode vin.

onsdag den 12. december 2012

Når NOMAs sommelier personligt vælger ens lørdagsvin


Jeg skal på ingen måder gøre mig klog på begrebet naturvin, eller forsøge at gå i dybden med hvad det er - det er der andre der er langt bedre til end jeg, men det handler om en tilgang til det at producere vin, hvor blandt andet kærligheden i vinmarken, terroir, økologi og mangel på "tilsætningsstoffer" går op i en højere enhed. Jeg er ikke sikker på jeg rigtig kan flippe over konceptet, men når Pontus Elofsson, manden der har sammensat NOMAs vinmenu, personligt vælger en vin han synes man skal smage, så har man altså bare at være åben. Sådan er det bare.

Vinen Pontus valgte, landede på vores bord via vores gode venner Anna og Christian. Anna er i familie med Pontus, og havde fortalt om den her vininteresserede ven hun har (det er mig), som er glad for australsk vin, og som de skulle besøge i lørdags. Australsk vin fik Pontus til at tænke Shiraz, og da han sværger til både fransk og naturvin, synes han at vi skulle smage en sådan, lavet på Syrah.

Vinen hedder Raffut og er lavet af Sylvain Bock, og var i en årgang 2010, en rigtig god årgang i Frankrig. I glasset fremstod den rød men med en lys gennemsigtig lethed, og da vi nærmede os bunden af flasken (og de sidste dråber i glasset), var det tydeligt at vinen var ufiltreret. Der var en nærmest støvet grums i bunden af mit glas.

Duften var yderst overraskende - der var en kraftig duft af flæsk, som efter lidt tid gik over i popcorn. Spændende og specielt. I munden fortsatte det specielle, da det slog mig hvor nærmest perlende den var i det den ramte tungen. Som min kæreste noterede sig, var det nærmest som om at den havde kulsyrebobler.

Der er ingen tvivl om at den her naturvin havde et eller andet. Den bød på spændende noter jeg ikke rigtig synes jeg genkendte fra andre vine jeg har smagt, og så besad den en nærmest Pinot Noir'sk blidhed, særligt i munden. Denne lette fornemmelse gjorde dog også at vinen fremstod en anelse underspillet, og det var som om at der godt kunne have været lidt mere - mere af et eller andet jeg ikke rigtig kan definere (for pokker det er en dårlig smagenote det her - vi hyggede os vist lidt for godt på aftenen til rigtigt at være koncentrerede). Den var dog dejligt nem at drikke, og jeg er helt sikkert ikke færdig med naturvin - tak til Anna, Christan og Pontus, for dette første møde med de naturlige vine.

Nå ja, og så er det sgu dejligt at se en fransk vin med en gakket etiket. Alt i alt lander vi på karakteren C.

Karakter: C

mandag den 10. december 2012

De er tossede, de amerikanere


Jeg har en sød veninde, hun hedder Caja. Caja har lige været i USA for at hjælpe Obama med at blive genvalgt, og det gjorde hun jo i grunden rigtig godt.

Nå, men Caja kender til min store interesse for vin, og derfor tog hun en lille gave med hjem til mig - de tre ovenstående dekorerede propper. På ham den brunhårede kan man se, at han faktisk har en klemme i ryggen, og så kan gættelegen jo rigtig gå i gang - hvad mon de er for nogle sjove små fyre?

Joh, de er såmænd små propmænd som man klemmer om stilken på sit vinglas, så man kan kende sit glas fra bordets andre glas. Så kan man f.eks. huske sig selv på, at det er Latur 1961 man har i glasset med den kysseklar blåglimmerhårede propmand.

Tak til Caja for den mærkeligste vingave jeg nogensinde har fået. De skal helt sikkert tages i brug - om ikke andet, så når hun er på besøg.

tirsdag den 4. december 2012

Nej, den ønsker vi os ikke..

Så kører reklamerne for Eva Solos vinmagnet-skænkeprop igen. Så må det være jul.

Derfor tillader jeg mig at henvise til mit indlæg fra sidste jul, netop om denne skænkeprop (og alle dens fætre og kusiner).

Budskabet er noget i stil med:
Tak kære gavegiver, hvor er det sødt at du faldt over sådan en fantastisk vingave til mig, men jeg må være ærlig og sige, at jeg bytter den så snart butikkerne åbner. Men tak igen alligevel. Du er sød.

Rigtig god gaveshopping.

Fox Creek Red Baron Shiraz 2011


Jeg kan ikke stå for skæve etiketter, og det er også eneste årsag til at denne flaske røg i kurven da jeg for nyligt handlede vin i Systembolaget i Sverige. En ræv som flyver i flyvemaskine - for dælen det er sjov.
Nå ja, og så var det jo en australsk Shiraz fra McLaren Vale, samme område som en del af Mollydookers gode vine kommer fra - den skulle prøves.

Den skal dog ikke have synderlig mange ord med på vejen, for det var noget af en skuffelse - faktisk i en grad så det ikke lykkedes mig at drikke flasken op.

I næsen blev jeg kastet tilbage til slutfirserne, med en duft af sæbespåner (kan ikke mindes at have brugt sæbespåner siden). Munden blev hovedsageligt bombarderet med kraftig syre og tanninfornemmelse, samt en gruset karakter. Min første konklusion var at den smagte ungt, billigt og bare ikke særligt godt.

Den dæmpede sig lidt på andendagen, men især rigeligt med fad, en yderst svag marcipan og så ellers en virkelig kort og stram smag, med en alt for dominerende alkohol. Nej, det smagte bare af billig og ligegyldig vin, uden balance eller harmoni.

Som sagt købt i Systembolaget til en pris på 109 svenske kroner, hvilket må siges at være alt for meget. Jeg lander på et D-, og skal måske til at revurdere min indkøbsstrategi. Sjove etiketter er i hvert fald ikke den sikre vej frem.

fredag den 30. november 2012

Dansk Vinlager i Flensborg


Her et lille vin-shoppe-tip til jer der har nem adgang til det nordtyske..

I efterårsferien rullede jeg med familien over den tyske grænse for at se lidt på Flensborg, og i den anledning lagde vi vejen forbi Dansk Vinlager - en forholdsvis stor vinhandel i udkanten af byen.
Navnet går jeg ud fra dækker over at der tales dansk i butikken, samt at priserne står skrevet i danske kroner - det er altså en butik skræddersyet til os vininteresserede, som ruller over grænsen for at shoppe, men som ønsker bedre vin end hvad Fleggaard kan præstere.

Hvad der gør butikken til et spændende bekendtskab, er at der forhandles rigtig god vin, mens priserne er holdt på et fornuftigt tysk niveau. For eksempel fandt jeg den spanske supervin Aalto 2009 til en pris på 200 kroner flasken, ved køb af seks styk - godt nok ved seks styk ja, men til en pris omkring 80 kroner under hvad jeg køber den til herhjemme.
Også sydafrikanske Kanonkop Kadette er en lækker vin, og kan til en pris på 60 kroner nærmest gå under betegnelse hverdagsvin - det er langt fra de 120 kroner den koster herhjemme.
Derudover fik jeg også savlet over lidt forskelligt fra Ben Glaetzer og Torbreck, alt sammen igen til rigtigt gode priser.

Lige indenfor døren, tæt på kassen, stod et stort smagebord hvor et hav af flasker stod åbnet, klar til smagning - en fin detalje var at de alle havde vacuumpropper i, sikkert for at de ikke skulle stå og fise af i løbet af dagen. Det var ikke de store vine man kunne smage her, mere dem i prisklassen 50 til 100 kroner, men det var en fin service. Her fik jeg mig en snak med en ung ekspedient, der fortalte mig at han også selv var vild med Aalto'en, og hvis han ikke drak den mindst en gang om måneden, havde det ikke været en god måned - for pokker, der er nogle der kan.

Til dem der har muligheden for det, så tag at smutte forbi og se om ikke der kan handles lidt god vin med hjem. Jeg skal i hvert fald en tur omkring butikken igen, næste gang min vej går forbi det nordtyske.

søndag den 25. november 2012

Charles Smith Boom Boom! Syrah 2011


Efter et besøg i min svenske yndlings-vinhandel kom jeg hjem med denne her lille sag - en amerikansk Syrah fra Washington State. Jeg har ikke før prøvet vine fra regionen før, men sammen med en sjov etiket, var det grunde nok til at prøve den af.

Uden at gå for meget i detaljer, så snor floden Columbia River sig gennem staten, og bjergene omkring skaber en dal der giver et helt optimalt klima til at dyrke vin - med kolde vintre og varme somre, og med store temperaturforskelle mellem dag og nat. I dette område ligger regionen Walla Walle, og det er her at vinmageren Charles Smith har slået sig ned.

Charles Smith er lidt af en original, og arbejdede som sommelier i Californien, indtil han mødte en dansk pige og flyttede til København. Her arbejdede han i 11 år som manager for forskellige rockbands, før han igen drog tilbage til USA - for at forfølge drømmen om selv at skabe vin.

Hans forbillede er europæisk vin, især fransk, og det er at fornemme i denne vin. Boom Boom! er husets basisvin, og består af 96% Syrah, 2,5% Grenache og 1,5% Malbec, og så har vi med en årgang 2011 at gøre, så en ung vin, der i grunden nok ikke tjener meget ved at ligge.

Jeg drak vinen over to aftener, og det var to meget forskellige oplevelser. På førstedagen var den meget grøn i sit udtryk, som urter mere end frugt. Den var ikke så kraftig i hverken smage eller duft, og der var ikke mange tanniner (hvilket regionen også er kendt for - fløjlsbløde tanniner). Over nogle timer kommer der en salmiak i duften, mens smagen er rank og med syre, dog uden at fremstå syrlig - jeg noterede mig at vinen nærmest har et fransk præg i sit udtryk. Et billigere fransk præg.

Andendagen er som sagt meget anderledes, da vinen har ændret markant karakter. Det grønne og unge er væk, og den er blevet mere harmonisk, mindre skarp og mere sød. Den er dog stadig meget let i det, og er klart meget fransk i udtrykket, og uendeligt langt fra det solbombede udtryk som Shiraz-druen kan have i Australien. Efter nogle timer ude af køleskabet, kommer der accetone i duften, og en meget svag marcipan i smagen. Igen er der ikke nogen tanniner at skrive hjem om, og smagen er generelt let og forsvinder meget hurtigt.

Samlet set er det et sjovt besøg det her. Det er rart at få åbnet op for Washington State, men gennem en basisvin er måske ikke den korrekte vej - jeg føler mig i hvert fald ikke overbevist. Den er simpelthen for slap og for let i det til min smag - i hvert fald er det et udtryk jeg skal vende mig til, ikke ulige som jeg har haft det med Pinot Noir.

Vinen er som sagt købt i det svenske systembolag til en pris på 129 svenske kroner (hvilket er 112 danske kroner), men kan fås herhjemme hos Smalle Vine for 149 kroner. Jeg lander på et C-.

Karakter: C-

onsdag den 21. november 2012

En spøjs mini-smagning


I fredags var jeg til fest på mit arbejde, og da det var med spisning, spurgte min gode ven og kollega, Jonas, om ikke jeg ville tage et par flasker lidt god vin med. Det ville jeg selvfølgelig gerne.

Jonas er meget ærlig omkring at han ikke ved så meget om vin, men det interesserer ham nok til at han ved hvad han kan lide, og han har ført bedt mig om at købe nogle flasker hjem til ham. Ud fra det havde jeg en lille idé om hvad der kunne betegne "god vin", så valget faldt på to solmodne australiere.

Faktisk valgte jeg to, på overfladen, identiske australiere, for selvom Jonas ikke mener han ved så meget om vin, eller føler han kan sætte ord på det han smager, så var jeg ganske sikker på at han ville kunne sige noget forskelligt om disse to vine - og bare det at skille to "ens" vine ad, er jo et stort skridt på vejen i at tale om vin.

De to vine var henholdsvis en Glaymond ASIF Cabernet Sauvignon 2009, som jeg før har skrevet om, og så en Vinaceous Raconteur Cabernet Sauvignong 2009. Allerede nu står nogle af lighederne jo ganske klart - det er to vine fra Australien, begge er fra Barossa Valley-området, de er lavet på Cabernet Sauvignon og så er de sørme også begge fra 2009. Altså, på overfladen helt ens - men et super godt eksempel på hvad jordbundsforhold, stokke, vinmager osv. har af betydning får det færdige produkt.

Vi endte med at drikke vinene sammen med søde og vinkyndige Anna, og første vin på bordet (og i de usandsynligt dårlige plastikglas) var Raconteur'en. Det var en dybsort bulderbasse, der kraftigt duftede af varm most frugt, og masser af kraft. Der var ingen elegance, nærmest ingen tanniner, men til gengæld en overdrevent blid, men kraftig, jammy smag. Et ærligt eksempel på en god pleaser-vin. Det var en vin der glædede os alle, og som bare smagte af mere - flasken holdt kun i kort tid.

Modsat var ASIF'en lidt mere finessefyldt. Her blev der budt på især fadnoter, og så var der klare tanniner, der ligesom holdt det overdrevent frugtdrevne lidt tilbage, dog uden fuldstændig at undertrykke det - det er ikke muligt med sådan en basse her. Jonas proklamerede at han klart var mere til den anden, og Anna tilsluttede sig ved slet ikke at kunne lide denne her - tanninerne var for kraftige.
Med lidt tid i glasset fik den dog tid til at samle sig lidt mere, og tanninerne blev dæmpet, hvilket gav en mere samlet og integreret vin, der grundet tannin og frugt gav en mere harmonisk vin.

Jeg vil ikke vælge en vinder, for de var begge to gode. ASIF er en mere samlet vin, med lidt flere klassiske noter, men Raconteur'en var, nok grundet sin overdrevne letdrikkelighed (jo jo, det er et ord), en sand pleaser der var overordentligt nem at drikke. På aftenen, og måske grundet selskabet, var Raconetur'en en lille favorit, men alle tøede op på ASIF'en. Interessant var det dog for os alle, hvor stor forskel i udtrykket der kunne være, på to så på overfladen ens vine. Begge vine lander på et C+, ikke mindst grundet deres overkommelige pris - ASIF står til 119 kroner hos Atomwine (men er nu udsolgt), mens Raconteur står til 129 kroner hos Smalle Vine.

Karakter Glaymond ASIF: C+
Karakter Vinaceous Raconteur: C+

tirsdag den 13. november 2012

Mollydooker The Scooter Merlot 2010


For nogen tid siden lykkedes det mig at skaffe et par flasker Scooter Merlot fra australske Mollydooker, en vin jeg kun har smagt en enkelt gang før, og som jeg ærlig talt ikke rigtig husker.

Faste læsere vil vide at Mollydooker har gjort meget godt i mit vinliv, og jeg har snart været rundt om samtlige af deres vine (eller i hver fald de af deres vine som er til salg på det danske marked), men The Scooter har vist sig sværere at få fat i end Mollydookers andre vine.
Jeg synes at kunne huske at have læst, at det er en af storsælgerne, og den har da også i længere tid været udsolgt, hvorfor jeg ikke har kunnet gensmage den, men som sagt fik jeg fat i et par flasker, som jeg har set frem til at smage.

The Scooter er lavet på ren Merlot, og hører til i Mollydookers Lefty-serie, altså deres "billige" vine til de 160 kroner flasken. Det er en årgang 2010, og så trækker en intet mindre end 16% alkohol. Det her er IKKE en elegant vin.

Jeg skriver at jeg har set frem til at smage denne vin, men ærligt talt er mit valg af tidspunkt ikke det bedste. Jeg kommer jo netop fra en verdensklassesmagning i Bjarnes kælde, hvor elegance, finesse og kvalitet var i højsædet, og ingen af Mollydookers vine opfylder kriterierne elegance og kvalitet. Derfor kunne jeg, med rette, frygte at denne vin simpelthen ville fremstå som for meget. Lad os se.

Vi drak vinen over hele tre dage, og til at starte med fremstod den meget tung med alt for tydelig alkohol. Efter nogle timer samlede den sig dog noget, men det var stadigvæk en for kraftig og unuanceret oplevelse.

Første tår på andendagen var alt for kold (vinen havde været en tur i køleskabet), men tydelig var dog kraft og saft, og noter af mørke friske oliven samt lakrids. Alkoholen er dæmpet, og meget bedre nu.

På tredjedagen er den meget lig andendagen, med meget tung krydret saftig kraft og tydelig salmiak. Det her er simpelthen en vin der bare ikke vil dø - selv efter tre dage åben, og med svingende temperaturer, fra varm stuetemperatur til koldt køleskab, er der saft og kraft på drengen. Hvad der dog ikke er tilstede, er elegance.

Samlet set er det en saftig og smagfuld vin, men jeg synes ikke den fungerer så godt som Mollydookers andre vine - ej heller dem i samme prisklasse. Og efter så megen Pinot Noir og fransk vin i Bjarnes kælder, er det i grunden nok lidt svært at flippe over sådan en bulderbasse her. Den må gensmages på et andet, og mere velvalgt tidspunkt. For nu må den nøjes med et C-. Minusset fordi den er unuanceret og mangler en klar profil.

Karakter: C-

tirsdag den 30. oktober 2012

På nyt besøg i Bjarnes kælder


Der skulle gå ni måneder, før det igen var muligt for gutterne at finde en dato til at besøge Bjarnes kælder, men forrig lørdag lykkedes det så endelig for os. Den var tæt på at glippe for os, da den kære blogger (det er mig) fik kludret rundt i nogle datoer, men til alles held fik vi styr på både datoer og arrangement.

Dem der følger med på bloggen vil vide, at et besøg i Bjarnes kælder er en helt fantastisk oplevelse, og vi så derfor alle voldsomt frem til aftenen. Gutterne var denne gang fuldtallige, idet den flygtige Rasmus endelig fik mulighed for at komme med i kælderen. Denne gang havde vi også fornøjelsen af en gæste-vintumpe (vintumpe er den titel man får når man betræder Bjarnes gemakker), i kraft af Jonas fra vinbaren Il Senso.

Som sidst havde Bjarne og jeg snakket lidt sammen på forhånd, for at vinde ud af i hvilken retning smagningen skulle pege. I bund og grund er vi gutter jo bare taknemmelige for at få lov at komme på besøg i kælderen, men Bjarne er en venlig mand, og lægger hver gang op til at vi kommer med lidt input angående ønsker og forhåbninger.
Vi ved at Bjarne er habil i de franske vine, og hvor vi sidst ønskede os til Bordeaux, foreslog vi denne gang et smut til Bourgogne. Dermed håbede vi at kunne smage lidt god Pinot Noir, og hvis muligt prøve at smage god fransk Pinot op imod oversøisk Pinot.

Med forståelse for at god Pinot Noir fra Bourgogne er dyr, og at Bjarne på ingen måder skal ruineres af at have os gutter på besøg, lagde vi op til at niveauet fra sidste smagning på ingen måder skulle matches. Vi var klar over at vores første møde med Bjarnes kælder var en unik oplevelse, som på ingen måder kunne matches, og vi så derfor frem til en rigtig god oplevelse, med noget færre vine end sidst.
For pokker hvor Bjarne dog igen tog røven på os.

Inden jeg kaster mig over gennemgangen af vinene, skal der lige falde en stor tak, og lige så store roser, til husets frue - den skønne Pia. Igen sørgede hun for mad til arrangementet, denne gang med rigelige mængder lækker pølse, paté i mange varianter (ikke mindst en fantastisk andepaté), og så de mest fantastiske pestoer hun selv havde kreeret. Intet mindre end fantastisk, og tusind tak for det.

Og så - lad os så kigge på aftenens vine.

Domaines Leflaive Mâcon-Verzé 2005



Aftenen åbnede med en stribe hvide vine. Faste læsere ved at jeg ikke rigtig er åbnet op for hvidvin, men det ændrede denne aften på. Mængden og kvaliteten af disse vine, var simpelthen så overbevisende, at jeg nu virkelig også kan nyde god hvidvin. Tak for det.

Første vin var en Mâcon-Verzé fra 2005. Vi drak to vine ad gangen, og holdt op mod den næste beskrevne, var denne en tand federe, men også lidt lukket. Efter lidt tid i glasset åbnede den op, også på syren, og som start var dette vores favorit. Over tid tippede denne rolle over til næste vin - men det var en rigtig fin start.

Jeg fik ikke skrevet meget mere om denne vin. Det var tydeligt for os alle at vi lige skulle i gang, både smagsløg, såvel som de fine floskler.


Joseph Faiveley 2004 Bourgogne Chardonnay



Med to vine kørende på samme tid, er det bare med at holde styr på sine glas, og det havde Bjarne i den grad tænkt på. Det ene af vores to glas havde han markeret med en prik, så under hele aftenen var det nemt for at os henvise til den samme vin, når vi diskuterede og smagte frem og tilbage.

Denne 100% Chardonnay havde en tydelig syre (eller måske mineralitet) og så en endda meget tydelig duft og smag af krudtrøg (tænk afbrændt nytårskrudt). Den fremstod friskere end den forrige vin, og Palle mente at denne vin måtte have ligget på ståltanke, hvor den forrige bar mere præg af fad (vurderet bl.a. ud fra forrig vins fedme).

Hvad der dog stod helt klart var, at denne vin endte med at stå som vores favorit af de to. Der var noget ved friskheden, og så de lidt mere komplekse noter den bød på, som bare virkede mere interessante. Bjarne lagde godt og spændende ud.


Ramey Hyde Vineyard Chardonnay Napa Valley - Carneros 2007



Efter de to franske vine, slog Bjarne et lille sjovt sving. Alt hvad vi smagte var jo blindt, så mens vi smagte anede vi jo ikke hvad der var i glasset, men Bjarne huskede på, at vi jo gerne ville smage Bourgogne op imod den nye verden, og det lille forsøg skulle også gøres med de hvide vine.

Derfor var den tredje vin en lækker Chardonnay (hvilket Palle gættede) fra Nappa Valley i Californien i USA. Vi noterede os at den var klart perlende og prikkende på tungen, med en dejlig sødme og en nærmest smør-agtig note. Den var super elegant, og fremstod klasser bedre end de to forrige franske. Måske det bare er vores uskolede hvidvinsmunde, men vi nød at den var pumpet med smag, og så var der en subtil duft der bød på friske urter frem for frugt. Hen mod slutningen i vores glas (hvilket vel dækkede en 20 minutter), begyndte der at melde sig lakridsnoter i duften. Meget interessant og et virkelig godt glas hvid, der cementerede at amerikansk ung hvidvin, helt sikkert har meget at byde på. Ved køb af 12 styks koster denne basse omkring 500 kroner, så det er jo heller ikke fordi vi har med helt billige vine at gøre.


Bouchard Père & Fils Grand Cru Corton-Charlemagne 2007



Sidste hvide vin sendte os tilbage til Frankrig, og igen tilbage til Bourgogne.

Det var en sjov vin, for Rasmus tog et par korte snus, og proklamerede at den gav ham associationer til mild vandet whisky. Vi andre overvejede Ralles fremtidige deltagelse i disse arrangementer, men efter selv at have snuset til glasset, er jeg tilbøjelig til at give ham ret. Måske det var en røget note, men jeg forstod helt og holdent hvor han ville hen med den beskrivelse. Godt set.

Hvad der også holdt, og som måske er en mere klassisk note, noterede den gode Palle sig at der også var frisk ananas at spore. Den holdt også. Der udover var der igen en fin syre (eller mineralitet), og vi var enige om at det her var en dejlig sprød 100% Chardonnay der bare kunne nydes.

Dette afsluttede de hvide for aftenen, og for pokker niveauet var lagt højt. Samtidig er jeg efter disse fire helt og aldeles åben for hvidvine - det er nu helt klart et område der skal udforskes yderligere.
På aftenen diskuterede vi faktisk prisniveauet på hvidvine, og hvordan mange er åben for at betale 500 kroner eller mere for en god rødvin, men knap så klar på at betale det samme for en hvidvin. Vi tænker selv sådan, men aftenens hvidvine satte denne holdning i perspektiv, da vi virkelig fik åbnet op for hvor godt, og utroligt nuanceret, hvidvin kan være. Nå, men videre med aftenens vine - nu de røde.


Domaine Perrot-Minot Vieilles Vignes Vosne-Romanée 2008



Så kom vi endelig til de røde vine, og selvfølgelig med en burgundisk Pinot Noir. Næsen sagde tydelig muld, og det var skarpt og tydeligt at det her vitterlig var Pinot. Flere ved bordet mener at der må være lidt alder på drengen, men Ralle byder hurtigt ind med at han egentlig opfatter den som ung, hvilket Bjarne hurtigt bekræfter. Jeg nåede ikke ind med mine tanker, men giver selvfølgelig hurtigt Ralle ret i sine observationer.

Vinen er ung, og måske netop derfor oplever vi den som ret spinkel, med syre især bagerst i munden i det den synkes. Og det syrlige er et ord der i grunden hænger på, og kaster os ud i en længere diskussion om valget af ord - for er det syre, eller noget helt andet? Den diskussion skal ikke startes her igen.

Dog var det dejligt at få startet med de røde, og så med en burgundisk Pinot, men overbevisende var det ikke. Ikke endnu, i hvert fald. Den kan godt tåle lidt tid i kælderen.


Bannock Brae Estate Pinot Noir Barrel Selection 2008



Da Bjarne træder ind med denne vin, pænt pakket ind i sølvpapir, er der et enkelt lille tegn der afslører sig selv - det er synligt at dette er en vin med skruelåg. Lidt kækt kaster jeg New Zealand på bordet inden vinen er skænket, mest for sjov. Da den er kommet i glasset og jeg har duftet til den, er jeg dog ikke i tvivl - det her må helt sikkert være fra New Zealand. Jeg fik simpelthen associationer til andre New Zealandske Pinoer jeg har smagt. Er jeg mon ved at lære noget?
Bjarne bekræftede og bordet gav high-fives, hvorefter vi kastede os ud i selve smagningen af vinen.

Duften byder på blomme og frugtet vingumme, ja nærmest en jammy næse. Den dufter af varmt klima, selvom det sydlige New Zealand, hvor vinen er fra, nærmest er tættere på Antarktis end på Australien. Den vilde frugtnæse og den tætte smag, ender med at Palle proklamerer at vinen er nederen. Jeg er ikke selv så hård, men den er ikke på nogen måder en favorit. Det er ikke vine som denne, der skal vinde mig over på Pinot-holdet, men fedt fundet af Bjarne, at de burgundiske Pinoter faktisk bliver holdt op mod resten af verden (og ikke bare USA).


Faiveley Clos Des Myglands Pinot Noir 1999



Så er det tilbage til i Frankrig, og igen i Bourgogne i regionen Côte D'Or.

Vi var alle enige om at vi her blev budt på alder, og det kan man vel godt sige, når vinen nu er fra 1999. Vi fornemmede tanniner, sjovt nok mest bagerst i munden. De var ikke vilde, men de var der. Vi var enige om at denne vin nok peaker nu, netop fordi der er lidt tannin at brænde af, men ikke megen frugt.

Der var dog en dejlig frugt i munden, og det her var virkelig en god mundfuld, netop nu. Jeg noterede mig et tydeligt og klart "mums".

Det var virkelig spændende at opleve hvad sådan en ældre fransk Pinot har at komme med, holdt op imod den forrige new zealandske. Det var absolut ingen konkurrence, og det er absolut vine som denne der for mig viser hvad Pinot Noir-druen virkelig kan. Godt valg, Bjarne.


Domaine J.M.Boillot Volnay 1er Cru Le Ronceret 2002



Nu er det altså ikke fordi at vi er kommet ud på aftenen, og folk er ved at blive lidt snaldrede, men der er enkelte vine jeg undervejs ikke fik noteret helt så meget til. Det her er en af dem.

Igen er vi i samme område som forrige vin, dog et par år eller tre yngre. Jeg noterede en høj syre, dog også med tydelig frugt i smagen.

Næsen var lidt overraskende med kraftig duft af urter - jeg noterede mig at den var grøn i udtrykket, hvilket enkelte ved bordet godt forstod meningen med.

Med lidt tid i glasset bød der sig en duft af svedsker til, og det var faktisk noget jeg noterede mig adskillige gange i løbet af aftenen: Hvor meget disse vine ændrede karakter efter at have været i glasset i en tid. Det er selvfølgelig ikke rocket science, at vin udvikler sig i glasset, men det var spændende hvordan mange af disse vine virkelig ændrede, eller udviklede karakter efterhånden som ilten kom til og temperaturen steg. Det var fantastisk at opleve denne udvikling.
Hvordan vinen ellers var, og hvad vi synes om den, det fik jeg ikke noteret. Det skal dog ikke nødvendigvis tolkes som at jeg ikke brød mig om den. Mine ord var bare knappe.


Corton Les Bressandes Grand Cru Pinot 2006



Det er en lind strøm af god Pinot der kommer vores vej, og nu begynder det virkelig at peake for mig. Det er omkring nu at jeg virkelig begynder at føle mig overvundet, og kan nu med rette sige "jeg kan godt lide Pinot Noir". Det er bare lidt noget møg at det er gennem dyre franske af slagsen.

Næsen her er cola, og det er virkelig klasse. Den her basse er bare super harmonisk og i vild balance, med god frugt, dejlig syre og milde tanniner.
Det er interessant at notere sig, at vinen i grunden ikke er gammel. Det er altså ikke nødvendigt for fransk Pinot også at være gammel for at være god. Den her ungersvend klarer det helt og aldeles fortræffeligt.

Det var interessant hvordan næsen var forholdsvis dæmpet, men smagen kunne der sgu ikke pilles ved; den var intet mindre end fantastisk (hvilket jeg i mine noter efterfulgte af hele tre udråbstegn. Det betyder kvalitet). En super super klasse vin, der var en fantastisk oplevelse.


Beaux Frères The Upper Terrace 2008 Pinot Noir



Efter afsløringen af denne vin, kan Thomas fortælle at navnet Beaux Frères betyder smukke brødrer - tak for det, Thoms.

Nu er vi igen tilbage over atlanten, denne gang til Origon i USA, og igen er det fantastisk hvordan Bjarne kaster lidt reference-vin ind, så vi har mulighed for at smage hvordan samme drue smager forskellige stedder i verden.

Der er ikke meget dårligt at sige om denne vin. Den smagte godt, og som vi noterede os, så både kan og skal den drikkes nu. Det er ren læskende vingummi-vin, en ægte pleaser, men Schrøder sagde det egentlig meget rigtigt: "Du føler dig bare ikke som konge med den her vin i glasset". Hold op imod en af de tidligere Bourgogne-vine, så er det sgu rigtigt. Det smager godt, og det skal der slet ikke pilles ved, men det er bare vin i en anden liga.

Noter jer lige hvordan sådan en aften her, i Bjarnes kælder, ændrer totalt burgundiske Pinot-novicer til utålelige vin-snobber. Godt arbejde.


Hospitales de Beanne Volnay 1964



Godt så. Efter et kort visit i den nye verden, er vi igen sikkert tilbage i den gamle, og det er med noget af et brag af en gammel vin.

Da Bjarne entrerede med vinen, og åbnede den ved bordet foran os, var det ingen hemmelighed at det her var gammel vin. Nyd lige hvordan sådan en gammel prop ser ud og bare klæber sig til flasken.

Der blev kæmpet lidt, kampen var brav, men Bjarne vand og proppen kom op.

Vinen bød på en dejlig sødme, dog ikke helt ovre i portvins-genren. Der er ingen tvivl om, at når man drikker så gammel vin her, så sker der noget med smagen - præcis som vi oplevede sidst i kælderen, da vi smagte vin fra 1929. Som jeg noterede mig på aftenen, så er det ikke længere rødvin, men "noget helt andet".

I glasset fremstod vinen voldsomt klar, ren lys brun - cola med vand. Det der overraskede i den grad var, at den stadig var både viril og frisk. Den havde en fantastisk næse, med en sødme og frugt, den var virkelig åben og indbydende. Munden var virkelig kraftifuld.

Palle noterede at dette var "den bedste vin med alder" han havde smagt, og jeg er helt og aldeles enig. Hold nu kæft det var sødme, og hold op det var lækkert. Jeg tror godt jeg kunne forfalde til at drikke 48 år gammel vin.


Chateau Haut Brion 1979



Efter den forrige gammelfar, er det igen tid til en yngre vin, men ikke med mange år - en Chateau Haut Brion fra 1979. Bjarne fortæller os at 1979 ikke er den bedste årgang, men at Chateau Haut Brions vin her, er blevet kåret til årgangens bedste af slagsen.

I duften noterer vi os især hvis peber, og smagen fylder godt på med læder, peber, tobak og lakrids. På trods af alderen er der stadig en meget frisk duft, og der er kraft på drengen. For satan det er god vin det her. Jeg har noteret at tanninerne er fantastiske i tandsættet, og Palle noterer sig at flasken ligner en Sprite-flaske. Ja ja, sådan fokuserer man jo så forskelligt.

Enige er vi dog alle om at vi drikker den her vin på det helt rigtige tidspunkt. For pokker det er godt.


Chateau Gombaude-Guillot Pomerol 1989



Hvad der var planlagt som aftenens sidste rødvin, var lidt af en sjov afsked med de røde. I duften var der en underlig duft af sure tæer, og i munden blev der budt på vilde tanniner i gummerne. Det var en Pomerol, og en virkelig klassisk og lækker en af slagsen. Det er sent på aftenen (natten), så der er ikke så mange noter at skrive ud fra. Men igen klasse.


Bodegas Y Viñedos Alion 2003



Da vi var igennem den usandsynligt flotte række af hvide og røde vine, lagde Bjarne op til at vi lige skulle smage lidt sødt - altså hvis vi havde lyst til et sådan skift. Gutterne gik i tænkeboksen, og vi kom frem til at bare en enkelt rødvin mere, ville være helt fantastisk. Vi lagde alle en skilling på bordet, og bad Bjarne om at finde en god flaske han synes vi skulle runde af med.

Hans valg var godt - vi landede på et gensmag for os alle, nemlig en af de vine vi smagte til min store OL-smagning tilbage i august måned.

Vinen var Alion fra Spanien, en vin der virkelig var god, både ved første smagning og også på denne aften. Mine noter siger fantastisk frugtet sødme, tanniner i formundne, og bare et indtryk af en dejligt sukret sødme. Palle byder ind med chokolade, vanille og egetræ. Det passer sikkert meget godt, og vi var alle enige om at dette var en rigtig god afsked med rødvinene. Lad det søde komme vores vej.


Chateau Lafaurie-Peyraguey 2001



Og det søde kom i første omgang i form af en Sauternes - noget både Bjarne og gutterne er vilde med, men som ikke helt har vundet mig over. Der var kraftig brun farin i duften, og en voldsom sødme i smagen - det mindede mig egentlig om fortified wine, dog på andre druer.

Det smagte sikkert udmærket, jeg er bare ikke så glad for skidtet.


Quinta Do Noval Colheita 1974 Old Tawney Port



Efter Sauternen kom der to flasker sødt mere på bordet. Vi kom ud i en længere snak om forskellen på Tawney Port og Portvin, og jeg skal være ærlig og sige at jeg ikke mindes hvad vi lærte - måske en af gutterne kan hjælpe. Men igen viste Bjarne sig fra sin evigt gavmilde side, og vi fik derfor lov til at smage netop en Tawney og en Portvin op imod hinanden.

Igen noterede jeg en voldsom brun-farin-sødme, men som her bare var dejligt integreret. Jeg oplevede også en meget tydelig mandel-note, hvilket Bjarne bekræftede er en klassisk note i Tawney Port.

Jeg har ikke smagt Tawney før, men det smagte godt. Mums.


Taylor's Vintage Port 1985

Holdt op imod Tawneyen, var denne Portvin vi desværre ikke fik taget et billede af. Den fik heller ikke så mange andre noter med sig, end at den var sød og dejligt sukret, men at Tawneyen virkelig bare er min verden. Det var sjovt at smage de to op imod hinanden, og for mig var det tydeligt at Tawney var det klart mest interessante.


Sådan! Sytten (17) vine kom vi igennem - igen fuldstændig uventet, og igen et tårn-højt niveau. Det var en sindsygt hyggelig aften i Bjarnes kælder, og samtlige gutter følte sig godt forkælet - vi er Bjarne evigt taknemmelige.

Det store spørgsmål er så bare om vi igen vil få chancen for at hygge os i Bjarnes selskab, og få lov at smage uovertruffen vin i kælderen. Jeg mindes at der blev sagt noget med marts måned, at der kunne vi måske kigge ned igen - var det det der blev sagt, Bjarne, var det? Jeg drømmer allerede.

onsdag den 24. oktober 2012

Kanonkop Kadette 2009 gensmagt


I efterårsferien var vi på besøg i Jylland hos svigerfamilien, hvor vi smagte på sydafrikanske Kanonkops Kadette fra 2009. For kæresten og mig var det et gensmag, da vi sidste sommer smagte den til en hyggelig grillaften, og dengang var den en stor succes. Derfor så vi frem til at smage den igen.

Kadette er ægte sydafrikansk i det den bæres af 46% Pinotage, men gives et mere klassisk præg vha. 30% Cabernet Sauvignon, 18% Merlot og 6% Cabernet Franc.

I både duft og og smag noterede jeg mig bål (røg), som ikke på nogen måde skal forveksles med en brændt smag. Der er også noter af fad og søde krydderier - meget lækkert. Der er en pæn eftersmag, men ikke den store syre, ligesom der er velintegrerede tanniner, der dog hælder til den milde side.

Alt i alt er det et rigtig godt glas vin, der lander på karakteren C. Herhjemme koster den omkring de 120 kroner, men vi var i Dansk Vinlager i Flensborg hvor jeg købte vinen, og der koster den kun omkring de 60 kroner, hvilket må siges at være noget af et fund. Til den pris kommer der et plus på karakteren. Købt stort ind hvis du ser den til den pris.

Karakter: C (+)

fredag den 19. oktober 2012

Aalto 2009


Da vi sidste lørdag havde hyggeligt besøg, sluttede vi aftenen af med at åbne en flaske jeg har set rigtig meget frem til at gensmage - nemlig den spanske Aalto fra regionen Ribera Del Duero, i en årgang 2009 - en vin lavet på ren Tempranillo.

Både Palle og jeg har smagt den for godt et år siden, men den faldt sent i en vinsmagning hvor vi blev kastet rundt i forskellige dele af verden, så vi var begge spændte på hvordan den egentlig ville performe, nu hvor den ikke skulle holdes op imod så mange andre smage. Et minde vi dog begge havde var, at det var en god vin, og det så vi frem til forhåbentlig at få bekræftet.

Og det blev det, også i den grad. Det var en kraftig sag, men så ufattelig flot balanceret. Der var frugt, der var fad, der var tannin, og det hele var bare flettet sammen i en fantastisk mundfuld, der bare skreg på at blive fuldt op af endnu en, og endnu en, og...

Når det så er sagt, så skal det også siges at vinen stadig er ung, og der er ingen tvivl om at den over de næste år vil fortsætte sin udvikling til en endnu bedre oplevelse.

Jeg har haft en god fornemmelse med denne her vin, og mine forventninger blev til fulde indviet. Jeg mener virkelig at den her vin rammer et totalt sweet spot mellem pris og kvalitet, og jeg vil med kyshånd tage imod forslag til vine der slår denne i kvalitet, men til en billigere penge. I går var jeg en tur over den tyske grænse, hvor jeg besøgte Dansk Vinlager (mere om det i et senere indlæg), og der snakkede jeg med en sælger der også havde denne vin som sin absolutte topvin fra Spanien - også han mente at pris og kvalitet her gik op i en højere enhed.

Vinen er købt til en pris på 300 kroner ved køb af seks stk. hos Brødrene Dahl's vinhandel, men jeg har netop fundet den hos Uhrskov Vinhandel til en pris på 279 kroner ved seks stk. Den pris kan endda komme endnu længere ned, hvis man bor tæt på grænsen, og kan tage til netop Dansk Vinlager i Flensborg. Der koster den 240 kroner stykket - ved seks stk. kommer den ned i 200 kroner flasken. For pokker da.

Karakteren lander for Palles vedkommene på et B, og et B+ når den har åbnet sig om nogle år. Jeg er ikke bleg for at kaste et A efter den, for det er virkelig en topvin, især med potentialet in mente, og bor man tæt på grænsen og kan handle i Flensborg, ja, så sprænger vi sgu skalaen. Køb, køb, køb.

Karakter: A

mandag den 15. oktober 2012

Podere Il Carnasciale 2007


Lørdag aften havde vi besøg af min gode vin-ven Palle og hans kæreste Ditte (og deres dejlige datter), og når de er på besøg, er der ingen tvivl om at der skal god vin på bordet - det bliver belønnet hvis man er en aktiv kommentator her på bloggen ;)

Palle havde medbragt en flaske Villa Travignoli Chianti Rufina som skulle smages som optakt. Det er en flaske vin som i flere anmeldelser er blevet rost til skyerne, og i vores egen lille vennegruppe har den også gået sin sejrsgang, så vi var spændte på at smage den, imens madden stod og boblede færdig.

Det var en rigtig dejlig vin, der trods en noget kort eftersmag, var både kraftig og læskende. Det var en rigtig bællevin, der dog også bød på eg og godt med potent frugtsødme. Helt klart en vin der er de 85 kroner værd som den står til hos Erik Sørensen vin.

Aftenens store nummer var dog den vin som dette indlæg skal handle om. Det er en vin som jeg valgte at servere blindt, da den har en lidt sjov historie som ikke skulle influere på vores første smagning - det var nemlig for os begge første møde med denne vin og dens drue.

Vinen stammer fra Toscana i Italien, og er lavet på den umådeligt sjældne drue Caberlot. Druen har man kun kendt til i ca. 50 år, da ønologen Remo Bordini i starten af 1960'erne finder den blandt de stokke han arbejder med. Han tager den med til sin planteskole, og først i midten af 80'erne får en enkelt vingård tilladelse til at plante denne sjældne drue på en af sine små marker. Det betyder altså, at dette vinhus, Carnasciale, er det eneste vinhus i verden der benytter denne drue, og det gør de i de to vine Il Carnasciale, samt i storebroren Il Caberlot.
I mange år var det stort set umuligt at opdrive disse vine, men med tiden er der blevet tilplantet lidt flere vinmarker, hvorfor der nu kan produceres lidt mere vin af den ædle drue.

Caberlot-druen har fået sit navn ved at sammentrække navnene på druerne Cabernet Franc og Merlot, de to druer som Caberlot læner sig op ad i både udseende og smag, og for Palle og mig var det utroligt spændende at prøve at smage en for os helt ukendt drue.

På aftenen glemte vi helt at tage noter, men vi fik snakket rigeligt om vinen, og Palle har en evne til at huske alt hvad vi siger. Derfor er det hans ord (som jo så er et sammentræk af hans og min samtale) jeg vil bruge til beskrivelsen af denne vin:
Ribs, tobak/cigarkasse, diverse bær, chokolade og vanille (sikkert fra fadene). Fylde saftig, svage/milde tanniner, blød vin, mild alkohol (ikke en solbombe fra den nye verden). God balanceret smag som sagtens kan drikkes nu, men som sikkert kan vinde lidt efter 3-4 år (eller 10-15 indskyder jeg).
Indskydes skal det også at den her vin havde den vildeste eftersmag - en smag der bare hang ved, og selv et minut efter, kunne man smage den når man åndede ud gennem næsen. Virkelig fantastisk og lækker.

Der er ingen tvivl om at vi drak denne her vin ung, og til en pris på 399 kroner hos Atomwine, kan vi diskutere om den endnu er pengene værd (men det synes jeg nu at den er). Som Palle også noterede sig, så var det ikke aftenens bedste vin (den kommer i næste indlæg), men det var klart den mest interessante. Det er jeg enig med ham i, især det med at det var den mest interessante, for på sin egen måde kæmpede den helt klart med i kampen om at være aftenens bedste vin.

Palle lander på karakteren B-, og selv lander jeg på et B. Det var en rigtig spændende og lækker oplevelse, og jeg er både interesseret i at smage denne vin om en 10 år, ligesom jeg også er blevet rigtigt interesseret i at smage storebroren, Il Caberlot.

Karakter: B

En tak til Frank


Og det er ikke Søren Frank vi snakker, men til gengæld min gode ven Frank.

For nogle uger siden skulle vi ud og smage vin sammen, og ved ankomsten hos mig, hev Frank denne vin op. En lille gave han synes jeg skulle smage. Det er en vin som flere i vennegruppen har smagt og er blevet glad for, og Frank synes at jeg nu også måtte smage den.

Det blev den så i sidste weekend, da kæresten og jeg var på besøg hos et vennepar. Det var en aften der gik op i hygge og småbørn der ikke ville sove, så der blev ikke skrevet nogle noter til vinen. Klart er det dog, at det var en rigtig dejlig oplevelse, præcis som lovet.

Vinen var en Roberto Sarotto Currà Barbaresco Riserva fra 2007. Den var meget klar og lys i glasset og både næse og smag bød på især dejlig egetræ og ellers bare en smag af alder. Det var en dejligt kraftigt smagende vin, og alt i alt bare et rigtig godt møde.

I dag så jeg den i den lokale Irma til 154 kroner, og det er den også værd. Så vidt jeg har forstået fra gutterne, er det en vin der kommer på tilbud fra tid til anden, og kan man få den for under en hund, så er det noget af et fund. Til sådan en pris er det bare med at købe godt ind.

Alt i alt en dejlig oplevelse - tak for god vin, Frank.

mandag den 8. oktober 2012

Skuffende Mollydooker-smagning på Reef'N'Beef


Onsdag i sidste uge var kæresten og jeg, på en sjælden barnefri aften, til smagning på Mollydookers årgang 2011-vine på restaurant Reef'N'Beef i København. Det var en aften vi havde set rigtig meget frem til, men som desværre endte som lidt af en skuffelse.

Bag arrangementet stod vinbutikken The Wine Company, og til en pris på 800 kroner for at smage samtlige af årgangens vine (i alt ni styk) samt en fire retters menu, var der grund til at forvente en god og smagfuld aften.

De ni vine vi skulle igennem var delt ud på fire retter, hvilket betød at vi til forretten (kongekrabbe) fik serveret Mollydookers eneste hvidvin, The Violinist.
Til mellemretten (Kænguro Carpaccio) blev der serveret hele tre vine, nemlig Maitre D', Two Left Feet samt The Boxer.
Hovedretten (Grillet okse flank steak) blev ledsaget af igen tre vine, Gigglepot, Blue Eyed Boy og Enchanted Path, og desserten (oste) bød på Carnival of Love samt den fantastiske Velvet Glove.
Alt sammen meget fint, og vi glædede os meget til endelig at kunne smage Mollydookers vine op imod hinanden. Ja, og smage den "billige" serie af vine op imod de noget dyrere, for at se hvor stor forskellen reelt er (aftenens fire første vine koster 160 kroner flasken, de to efterfølgende 300 kroner, derefter to til 500 kroner, og så Velvet glove til 1100 kroner).

Desværre viste aftenens første store skuffelse sig, da værten fra The Wine Company indledte med at fortælle at der desværre var sket en fejl, hvilket betød at hver person kun ville få et enkelt glas til rådighed. WHAT?
Når man til en enkelt ret får serveret op til tre vine, og man kun sidder med ét glas, så betyder det at man må nyde første glas til maden, og derefter drikke de to efterfølgende vine uden mad - de bliver altså smagt under forskellige forhold, hvilket er helt hen i vejret. Alternativt spiser man en tredjedel af retten, høvler første glas, spiser anden tredjedel og høvler andet glas, for så at gå til sidste tredjedel og sidste glas. Nej, forhåbentlig er det tydeligt at det her var et kæmpe problem, og ødelagde fuldstændig muligheden for at smage vinene op imod hinanden. Øv.

Desværre stoppede aftenens skuffelser ikke her. Der blev givet nul information om årets vine, intet om Mollydookers (og især Sparkys) helt specielle tilgang til at "pumpe" smag i druerne og intet om Mollydookers helt store salgsnummer, det famøse Mollydooker-Shake. I stedet blev hver vin fulgt op af en gennemgang af etiketten, hvad den forestillede, og historien bag - alt sammen sjov information fra Mollydookers hjemmeside, som selv min forholdsvis vin-uinteressede kæreste kender til - men fair nok, det er måske historier som ikke alle kender til. Til en så specifik smagning, kunne man bare godt tænke sig lidt mere.

Hvorfor Mollydooker-Shake ikke blev gennemgået, faldt der dog hurtigt en forklaring på. Kæresten og jeg begyndte nemlig at diskutere, hvorfor vinene fremstod så spinkle og i grunden triste. Der var intet af det vi i sin tid faldt for i dem, og vi vurderede at årsagen måtte ligge i et manglende "shake", eller at det var fordi de var så unge. Men vi har før drukket unge Mollydooker-vine, og de har ingen problemer med at banke igennem med fuld kraft. Til gengæld har vi også prøvet at smage vinene både rystet og urystet, og der er der virkelig en stor forskel at spore. Det er ikke salgsgas, når Mollydooker siger at nitrogenen de tilsætter for at konservere vinene, ikke kun konserverer men også komprimerer smagen - shaket er altså nødvendigt for at åbne op for vinene.

For at høre om vinene ikke var rystet, kaldte jeg aftenens vært ned, og efter flere misforståelser omkring mit spørgsmål, fortalte han mig at det slet ikke var muligt at stå og ryste så mange flasker på en aften som denne. Nå ja, og for øvrigt var det heller ikke nødvendigt, for når man skænker op, så blev flasken rigeligt rystet. Nååå ja, og så var det jo altså unge vine, så vi måtte ikke forvente stor smag, men mere en smag af det potentiale der lå gemt i vinene.

Herre gud, hvor skal jeg starte.

Til en Mollydooker release-smagning, hvor alt handler om Mollydooker og vi kun skal smage Mollydooker (så er det slået fast), der forventer jeg at man gør som det er tiltænkt med deres vine. For fanden - deres hofnummer er jo netop det shake, og det åbner altså virkelig de vine op, så hvorfor sylans negligerer man fuldstændig det?
Der udover er jeg slet ikke enig i at en blød, rullende skænkebevægelse er det samme som 30 sekunders hård rysten af flasken. Og hvad med ham der får det første glas? Det glas er jo ikke blevet "rystet" efter den metode.
Nej, helt ærligt, det er bare ikke godt nok. Man ved hvor meget man ca. skal servere, så de vine får man rystet hjemmefra (sikke et held der er skruelåg på Mollydooker-vinene). Alternativt, hvorfor ikke bede gæsterne om at være med i denne lille leg? "Her, fru Olsen, prøv at ryste rødvinen". En annonceret konkurrence viste sig at være intet andet end en tilfældig lodtrækning imellem deltagernavnene - de glade vindere vandt kasketter og plakater. Hvorfor ikke lade disse "præmier" gå til de som havde været med til at Shake?

Ja, spørgsmålene er mange, og desværre endte vi med at gå skuffede fra restauranten. Den manglende mulighed for reelt at smage vinene op imod hinanden var en kæmpe fuser, og når vinene ikke engang var "åbnet op", som de nu engang skal være, og sagtens kan være, trods deres unge alder, så var der ikke meget Mollydooker over dette release-"Party".

Øv.

tirsdag den 2. oktober 2012

Hvad koster en god flaske vin?

For nogen tid siden diskuterede min gode ven Frank og jeg, hvor meget man skal betale for en flaske vin, så den går fra at være god, til at være rigtig god. Det er selvfølgelig en meget subjektiv diskussion, og også en diskussion uden et klart og enkelt svar, for det er selvfølgelig muligt at finde vine man virkelig godt kan lide, i de fleste prisklasser.

Alligevel er der noter i vin som vi virkelig godt kan lide, som ganske enkelt bare koster penge, og så bevæger prisen sig jo opad. Et eksempel er fadlagring - noget som giver nuancer til en vin, men som også koster, især hvis vinen ligger på nye fade. Et andet eksempel er alder. Bliver en vin bedre med alderen, så er det også sikkert at prisen vil stige over tid.

Den magiske pris vi kunne blive enig om, er omkring de 300 kroner. Ved den pris har vi oplevet vine der virkelig byder på guf og god smag, som ikke i samme grad er tilstede ved den halve pris. Det er vine omkring de 300 kroner som for flere af os gutter, er blevet nærmest reference-vine - vine som vi holder andre vine op imod (det er ikke sjældent jeg har hørt min gode vin-ven Palle udtale "Ja, det er jo ikke en Paul Sauer").

For at komme med nogle konkrete eksempler, vil jeg kort nævne tre af de vine til omkring de 300, som for os vingutter har været store oplevelser. Klik på navnene for at læse tidligere smagenoter.

Aalto Ribera Del Duero - Spansk vin fra Ribera Del Duero lavet på Tinto Fino (Tempranillo) til 349 kroner, eller 300 kroner ved køb af seks hos Brdr. D's vinhandel.

Kanonkop Paul Sauer - Denne vin fra Sydafrika er i klassisk Bordeaux-blend og koster 310 kroner hos Vild Med Vin.

Mollydooker Gigglepot - Mollydooker er et australsk vinhus, der laver meget frugtede og voluminøse vine. Deres vine til omkring det halve er også rigtig gode, men der kommer bare lige en tand mere krudt i smagen i Gigglepot'en. Denne vin på ren Cabernet Sauvignon koster 299 kroner hos Atomwine.

At der er vine under (og endda langt under) de 300 kroner som er gode, det er der ingen tvivl om, ligesom at man for over 300 kroner kan købe sig ind i helt andre oplevelser.
Men når vi taler pris spiller det selvfølgelig også ind at brand-navne og land/region kan influere på prisen. Derfor vil de 300 kroner altid kun være en svag reference, og på ingen måder et wine fact.

Hvis nogle af læserne er af en anden holdning, så skriv endelig en kommentar. Til hvilken pris mener I at kvaliteten stiger markant, og måske endnu vigtigere, hvad er det for vine?

torsdag den 20. september 2012

International Mollydooker-dag er lige oppe over


"It's Oh so quiet" sang Björk for mere end 15 år siden (og Betty Hutton sang det før hende), og dette soundtrack kunne fint have akkompagneret bloggen de sidste par uger. Et lidt fra travlt program og lidt sygdom har afholdt mig fra at opdatere. Heldigvis, for mig selv om ikke andet, er jeg nu tilbage.

Denne gang for igen at gøre opmærksom på, at min lille australske kærlighed, Mollydooker, har erklæret 1. oktober til international Mollydooker-dag. Det betyder at det er dagen at årgang 2011 frigives til salg, og som sidste år er det en dag jeg glæder mig til.

Til forskel fra sidste år, skal kæresten og jeg fejrer det i noget højere grad denne gang. 3. oktober afholdes der smagning af samtlige af årgangens vine på restaurant Reef'N'Beef i København, med akkompagnerende 4-retters menu, og det arrangement deltager vi i. Puha hvor vi glæder os - en forhåbentlig dejlig winemakers dinner i banken. Den slags kan man ikke have for mange af.
Jeg glæder mig selvfølgelig som et lille barn til at gensmage Velvet Glove, men jeg ser i lige så høj grad frem til at smage de to vine Enchanted Path og Carnival of Love, begge fra serien lige under Velvet Glove. De to er nemlig de eneste af Mollydookers vine vi endnu ikke har smagt.

For at varme op til en aften med Mollydooker, tager vi et lille hul på herlighederne på lørdag. Der skal vi nemlig besøge skønne Anna og Christian, begge vin-glade og smukke mennesker. De har dog mest været forkælet med fransk vin (ikke af os), så jeg vil forsøge mig med at vise noget lidt andet for dem, og det er her der selvfølgelig skal en flaske Dooker på bordet - tror det bliver en Gigglepot. Det bliver i sig selv en dejlig aften at se frem til (for der skal andet end Mollydooker på bordet), og så er det som sagt en god rampe mod den 3. oktober.

søndag den 9. september 2012

Lagunilla Optimus 2005 Rioja gensmagt


I anledning af at La Vuelta i dag er slut, og at det tilmed blev vundet af en spanier (godt gået, Alberto), røg der en flaske Rioja på bordet i går. Jo jo, Contador kunne da godt være styrtet i dag, men det sker sjældent på sidste etapes paradekørsel, så fejres i går, det skulle det.

Som sagt med en Rioja, og med en flaske jeg smagte tidligere på året. Mange af mine overvejelser om vinen beskrev jeg dengang, så denne gang vil jeg egentlig bare tilføje.

I duften fornemmede jeg denne gang sød tobak, rosin og små vif af marcipan. Smagen var igen kraftfuld, med røde bær, krydderier, men også noget lidt hengemt. Smagen af alder, måske.

I sin tid købte jeg denne vin for 129 kroner i Super Best, og til den pris vil jeg næsten sige at den var fremragende. Det må betyde et B. Værsgo, way to go, Spanien.

Karakter: B

onsdag den 5. september 2012

Sensommersmagning hos Laudrup Vin

I lørdags afholdte Laudrup Vin deres store sensommersmagning i Skovlunde, og i den anledning cyklede min gode ven Frank og jeg derud. Nanna fra Vinens Vilde Vesten havde været en stjerne at give et shout-out om arrangementet, og Nannas veninde (og Laudrup-ansatte) Helle, var en lige så stor stjerne at invitere os, og ikke mindst byde os velkommen da vi ankom.

Det gjorde vi tæt på halv elleve lørdag formiddag, klar til at smage hvad Laudrup kunne byde på. Temaet var især spanske, italienske og new zealandske vine, med lidt fransk og australsk smidt ind - et stykke over 100 vine i alt.

Vinsmagning for fuld udblæsning.
Billedet ovenfor viser en vinsmagning i fuld gang, men da vi ankom, der tæt på halv elleve, var der utroligt få (smagningen startede klokken 10), hvilket gav god lejlighed til at komme i snak med folk, og ikke mindst undgå kø ved de opstillede borde.

Første stop på vores tur rundt, var hos new zealandske Dog Point, en velkomstanbefaling fra Helle. Her smagte vi deres Dog Point Chardonnay 2010, der bød på en duft af mango og en anelse petroleum, og en smag af meget svag mango og så ellers en rasende høj syre. Ikke lige os.
Også deres Dog Point Pinot Noir 2009 blev smagt, og især eg og røg stod klart i duften. Overraskende, men fin. Smagen var super let, frisk, med syre og mild tannin.

Videre til bord 3 der bød på vine fra New Zealand og Australien. Her smagte vi I første omgang en Plantagenet Cabernet Sauvignon 2008. Jeg er jo i gang med at afdække hvad især Australien kan få ud af Cabernet-druen, men som Frank pointerer, er det virkelig ofte et lotteri. Dette var lidt en nitte, målt ud fra pris/kvalitet. Det var en mild og fin vin med velintegreret syre og en blid frugt, men desværre alt for underspillet, sammenholdt med en pris på 319 kroner flasken. Den var fin nok, en crowd-pleaser som vi noterede os, men den manglede noter. Hurtigt videre.

Vi satte os for at drøne hele smagningen rundt, og få smagt det vi ville smage, inden der kom alt for mange besøgende, hvorefter vi så kunne gå en runde eller to mere, og enten gensmage eller smage ting der dukkede op undervejs. Derfor skyndte vi os videre til Mount Edwards bord, som Helle også anbefalede.
Her ville vi smage to Pinot'er, og startede med deres Mt. Edwards Pinot Noir Earth's End 2009. En vin med klassisk klar Pinot-næse, og med et klart syrebid på tungespidsen, efterfulgt af mild frugt, jordbær, men for min mund lidt for mild.
Vi smagte denne vin op imod deres Mt. Edwards Pinot Noir 2008, en vin med langt mere fylde. En lidt underspillet duft, men tykkere frugt i smagen. Et rigtigt dejligt glas, men mindre frisk end Earth's End'en.

Ved bord 5 stod den på italiensk vin, og vi smagte Colognole Chianti Rufina 2007 og Colognole Chianti Rufina Riserva 2007. Lidt provokerende noterede vi kort og godt "Neutral bordvin", og skiftede hurtigt over til et par Barbaresco'er.
Vi startede med en Molino Barbaresco Teorema 2007, en vin der vist nok skulle stå for en mere moderne smag. Duften var tydelig mentol og kampfer, og smagen bød på fine tanniner, let fad, og ellers lidt underspillede indtryk. Derefter smagte vi Molino Barbaresco Ausario 2007, en lidt mere traditionelt smagende Barbaresco, der bød på duft af frugt, her blomme og svedske, og tydelig apotekerskuffe. Smagen var med god fad og kraftigere tanniner.

Frank dufter til himmelsk Pinot.
Alt imens vi stod og hang over et par vinkasser og smagte vin, faldt vi i snak med en flink fyr fra Laudrup der stod ved bord 12. Vi kom rundt om alt fra Mollydooker til økologisk vinproduktion, og under denne snak serverede han et glas californisk Littorai Pinot Noir Mays 2009. Duften var skarp Pinot-syrlig, med en smag der var virkelig kraftig og overraskende fyldig, med let syre. Den var frisk, med eg og milde tanniner, men virkelig velfungerende. Et godt glas, og tusind tak for at vi fik øst godt op. Nanna fortalte senere at dette er en meget eftertragtet vin i Californien (og måske også alle andre steder), hvorfor det er lidt et scoop for Laudrup Vin at have hentet denne vin hjem. Den er trods alt heller ikke billig, da den står til 798 kroner flasken. Lidt noget møg at det er de dyre Pinot'er der begynder at åbne Pinot-verdenen for mig.

Herefter ville vi egentlig have smagt lidt vin fra Silvano Bolmida, men det var stort set umuligt.
Fyldig gennemgang fra klase til flaske.
Den gode udsending var engageret i sit job, at dem der fik hul igennem til ham, fik taget deres glas, skyllet det i vand, derefter vin, for at få hældt vin op. Derefter blev de trukket igennem et flere minutter langt foredrag med tilhørende iPad-slide-show - sikkert ganske spændende, men for os der ikke var med fra starten, var der nul udskænkning. Man blev simpelthen ikke set. Et lidt skidt clash mellem en engageret vinproducent, og dedikerede vinsmagere der måtte gå forgæves.

Vi trissede videre til bord 8, som virkede yderst populært. Der var tykt af mennesker, og vi fik smagt en spanier ved navn Tionio Reserva 2005. Et kedeligt glas desværre, hvor frugten var totalt væk, men med et for stort overskud af peber og tannin. Alt for kraftig. Samtidig var stemningen ved bordet lidt for frisk. Midaldrende forstadsfruer der var begyndt at blive en anelse for snaldrede, begyndte selv at tage af flaskerne under højrøstet grinen, så det var stort set umuligt at komme ind til bordet for en snak og en smag. Tid til at rykke videre.

Værsgo - bloggens første billede af Jesper ;) Dejligt duftende vin.
Det blev til bord 9 hvor vi smagte Viña Pedrosa La Navilla 2005, en spanier på 100% Tempranillo, der bød på en lidt sødlig duft, med en anelse prut, hvilket skal tolkes positivt. Det var en kraftig smag med en fantastisk tannin og eftersmag. Den vandede ud, men var god.
Herefter smagte vi deres Viña Pedrosa Gran Reserva 2005, der bød på sødme i smagen, men den var simpelthen for spinkel. Smagen forsvandt hurtigt, og den var ikke sine 798 kroner værd. Så hellere små to flasker af La Navilla'en.

Bord 11 bød på vin fra Frankrig, og her smagte vi en Château Vieux Taillefer 2009. Det var ristet brød, ristet kaffe og alt alt for meget.

Vi havde været hele turen rundt, og kunne nu bevæge os lidt tilbage igen. Til vores store held, var den gode udsending fra Silvano Bolmida gået på toilettet, hvilket gav os mulighed for at lege forstadsfrue, og skænke selv fra flaskerne. Vi nøjedes dog med en Silvano Bolmida Barolo Bussia 2007 til 399 kroner flasken. Den bød på kraftig tannin og fad, og var i bund og grund alt for ung. Der var ingen frugt i smagen, men vi fornemmede et rigtigt godt potentiale.

Herefter røg vi tilbage til bord 3, og smagte en Te Mata Estate Coleraine 2007 fra New Zealand. Dette var et Bordeaux-blend, noget jeg også er lidt nysgerrig efter. Duften bød på røde bær, og smagen var fad, tannin, for pokker den tørrede ud, og så en del krydrede noter og afdæmpet frugt. Den var fin, men måske lidt for stram.
Dagens nok største overraskelse var en Pinot Noir fra Australien. Gembrook Pinot Noir 2010 bød på en kraftig skarp Pinot-næse, med syre på spidsen af tungen efterfuldt af læskende frugt - det var nærmest vingummisødme, og noget så lækkert.
Et læskende glas Australsk Pinot Noir.
Og se så lige en farve, eller nærmest mangel på samme. Utroligt at så meget smag kan komme ud af så lys en vin. Et rigtig godt glas, og nok Franks favorit på dagen. Jeg nød den også.

På Nannas anbefaling returnerede vi til bord 5 for at smage deres Franz Haas Pinot Nero 2010. Den bød på let kafferisteri i næsen, men var ellers alt for skarp og stringent til vores smag. Nanna og jeg kan bare ikke blive enige om hvad der er god vin ;) (bortset fra Littorai Mays'en som vi begge nød).

Som afslutning lagde vi vejen tilbage forbi bord 12. Vi havde noteret os at de havde en chilensk vin ved navn Altaïr 2005, og med vores dårlige erfaringer med chilensk vin, var det en mulighed for at se om en vin til 598 kroner flasken også smagte grimt. Det gjorde den, også i den grad. Igen var det en kraftig duft og smag af brændt gummi, præcis som de to foregående gange jeg har drukket chilensk vin. Hvad pokker sker der med det land?

Efter denne nedtur af en vin, var det tid til at takke af, og køre tilbage mod København. Det der står tilbage er dog en smagning af virkelig høj kvalitet.
Det var til at bevæge sig rundt mellem bordene, der var kyndige og veloplagte folk til at skænke op og snakke, og generelt var vinene af en rigtig høj kvalitet. Tak til Helle og Laudrup Vin, for invitationen til et rigtigt godt arrangement - vi glæder os allerede til forårssmagningen.

mandag den 3. september 2012

RedHeads Studios Barrel Monkeys 2009 gensmagt


Da jeg for en tid siden opdagede at Skovgaard Vine igen havde fået Barrel Monkeys på lager, blev jeg simpelthen nødt til at få købt lidt ind. Dem der har læst med da jeg sidst smagte den, vil vide at det er en vin der overraskede voldsomt positivt, hvorfor det ikke kan undre at jeg gerne ville have fingre i den.

Som sagt kom den igen på lager, og min gode ven Palle og jeg købte 12 flasker hjem til deling. Forleden åbnede jeg en af dem.

Jeg vil ikke sige så meget (det meste blev sagt i sidste anmeldelse), andet end at det bare er en fantastisk vin. Jo tak, man skal være til australsk Shiraz, og det federe og mere frugtede indtryk, men er man så det, så er der god vin i vente. Den er fra McLaren Vale, det er Mollydooker-country, og det kan smages.

Jeg drak den over tre dage, hvor den på ingen måder mistede pusten, men blev bare ved med at give på alle cylindre. Til en pris på 125 kroner flasken (ved køb af 12 flasker) er det et røverkøb der kraftigt presser Mollydookers vine på både pris og kvalitet, men men men... den er allerede udsolgt igen. Puha den er populær.

Nå, men pris og kvalitet taget i betragtning, så skruer jeg karakteren op til et B+. Bliver spændende at høre hvad Palle siger når han engang får hentet sine. I andre må også meget gerne byde ind med jeres holdninger.

Karakter: B+

lørdag den 1. september 2012

Querce Bettina Brunello di Montalcino 2007


Det er sjovt med Brunello di Montalcino. Egentlig er det en "type" vin jeg i en periode har afskrevet - et svagt minde foresvævede mig at jeg ikke rigtig var pjattet med dem. Men på det sidste har jeg opdaget hvor godt jeg egentlig synes om toscansk vin, og ikke mindst hvad der kan drives ud af Sangiovese-druen, og derfor valgte jeg at give Brunello'en en ny chance.

Valget faldt på en flaske fra Querce Bettina, en vin der har fået 5½ stjerne i Gastro, og hele tre glas i Gambero Rosso - et godt udgangspunkt.

Vinen har ligget 36 måneder på store fade og efterfølgende 18 måneder på flaske. Den er lavet på 100% Sangiovese, og trækker 13,5% alkohol.

I glasset står vinen let og klart gennemsigtig i farven, og mine tanker ledes nærmest mod Pinot'ens lethed. Det er bordeaux med et hint af orange.

Det her er en vin der virkelig nok skal hælde på karaffel i flere timer. Vi nåede godt en time, hvilket intet ændrede.
Den åbner ud utroligt lukket (??), med syre som sin eneste klare note. Den er svag i både duft og smag, er nærmest pjasket, og eftersmagen fortager sig så snart vinen er sunket.

Efter en omgang mad, og yderligere en times tids luftning, dukker der en duft af rå flæsk frem. Der er en tydelig sødme til stede, men det her er en meget let, og tør jeg sige tynd vin. Ingen fedme eller fylde. Det er ikke fordi jeg sidder og kræver australsk fedme, og jeg ved at Brunello er et helt andet udtryk, men der mangler simpelthen et eller andet, efter min smag og mening. Jeg er helt sikkert farvet af for meget australsk vin, men det her bliver næsten for anonymt.

Efter denne omgang må jeg altså ærligt indrømme at min gamle holdning holder stik. Brunello di Montalcino er stadig ikke rigtig en type vin for mig, eller også har jeg bare ikke fundet den rigtige vin til at vinde mig over. Den her er i hvert fald for spinkelt og ung i sit udtryk. Måske nogle flere år i flasken kan ændre noget.
Den her koster 349 kroner hos Atomwine, hvilket efter mine smagsløg er for meget. Jeg har en flaske mere liggende, og vil lade den ligge nogle år. Måske der sker noget. Som det er nu kan jeg ikke komme højere end et C-.

Karakter: C-

søndag den 26. august 2012

Nugan Riverina Manuka Grove Durif 2007


Nugans Riverina Durif har altid været et hit hjemme hos os. Det er en vin der ofte kommer på tilbud i Super Best, og den leverer bare varen hver eneste gang. Nå ja, bortset fra sidste gang vi smagte den, hvor der var prop i, men det er jo ikke rigtig vinens skyld (nok nærmere korkens). Fordi den altid er en garant for et godt glas vin til en ok penge, købte jeg på et tidspunkt en del flasker hjem. I den forgangne uge drak vi den sidste.

Nugan er et australsk vinhus, og Riverina er Australiens andenstørste vinregion lokaliseret vest for Sydney, og øst for et af Australiens største vinområder, McLaren Vale (hvor bl.a. Mollydooker hører til). Især Durif-druen gør sig godt i Riverina, og denne kommer fra Nugans Manuka Grove-marker.

Jeg drak vinen over tre dage, og det var fantastisk at se hvordan den udviklede sig over denne periode. Den startede ud med god saft og syre, en del sødme og noter af fad. Til at starte med virkede den lidt stærk, hvilket jeg tilskrev alkoholen (der dog kun er på 14,5%).
Efter lidt tid i glasset fornemmede jeg portvinsnoter i duften.
På tredje-dagen blev jeg overrasket over animalske noter i duft og smag, og en begyndende note af medicinskab.

Nugan Durif er en virkelig kraftig, men multifaceteret vin. Jeg lod mig konstant overraske og imponere over hvad den faktisk præsterede, og kombinationen af sødme og syre gik rent hjem. Vinen koster til dagligt 149 kroner hos Super Best, men ofte kommer den ned omkring de 100 kroner. Til den pris er den et hit, og jeg tøver ikke med at at give den et B-. Det er sgu bare mums og læske, og lidt af en forvandlingskugle, til billige penge. Jeg må ned og have et par flasker mere, når den igen kommer på bud.

Karakter: B-

tirsdag den 21. august 2012

Roberto Sarotto Solatìo Moscato D'Asti


Damn you, dyre kvalitets-Moscato.

Her går man og er tosset med et dejligt glas frisk perlende Moscato D'Asti, og er endda godt tilfreds med de billigere af slagsen, og så går man hen og smager en lidt dyrere en af slagsen, som straks ændrer hele ens Moscato-verdensbillede.

Dette fik kæresten og jeg at mærke, da vi i weekenden åbnede denne her Solatìo, anbefalet af min gode ven Palle. Vi købte et par flasker for nogle uger siden, og den første drak vi straks efter købet, da vi var på besøg hos mine forældre. Dengang virkede det som en helt ok Moscato, ganske som vi har prøvet dem før, men det var altså før besøget hos Terroiristen. Den var frisk, perlende og sød, og bare en rigtig rar oplevelse.

Men ak, så opdagede vi at Moscato måske slet ikke skal være så sød, at der godt må være en anelse pikant syre tilstede, og ikke mindst at der kan bydes på andre noter en "behagelig læske-væske" - f.eks. en note af nødder.

Tilbage til denne Solatìo. Som sagt var den som så mange af de "gode" Moscatoer vi har drukket, men i det nye lys, betyder det at den godt nok var læskende, men den var også alt for sød. Faktisk i en sådan grad at det kradsede lidt i halsen, og friskheden fremstod ikke så meget i smagenoterne, men hovedsageligt via kulsyren.

Jeg kan ikke side og sige at dette var en dårlig Moscato D'Asti, for det var det langt fra. Jeg har bare fået nuanceret mit Moscato-verdensbillede en hel del, og i det lys manglede den noget. Til en pris på 75 kroner i Irma er den godkendt, men det kunne være sjovt at smage den op imod Faktas den billige (det er i grunden længe siden at jeg har smagt netop Faktas den billige, så måske jeg skal være varsom med at holde Moscatoer op imod den).

Vi lander på et C, fordi det var et godt glas i sommervarmen, men jeg er helt sikkert på jagt efter noget andet, og mere, i fremtiden.

Karakter: C

onsdag den 15. august 2012

Gadefest i Jægersborggade - et besøg hos Terroiristen

I weekendens sol drog familien og jeg ned i Jægersborggade på Nørrebro, hvor der blev holdt gadefest. Gaden var prydet af langborde i midten af gaden, grill og øludskænkning i enderne, alt imens de handelsdrivende havde trukket deres forretninger ud på fortovet. Der var liv, der var glæde og musik, og så var der masser af sol.

Efter at have spist en hamrende god varmet sandwich fra en italiensk sandwitch-biks, satte vi os i solen hos Terroiristen, for at nyde lidt god rødvin.

Vi har aldrig lagt vejen forbi Terroiristen før, men min gode ven Palle har været der, og har rost det højt. Stemningen er god, har han fortalt, med en meget sød og snakkesaglig ejer. Jeg må nikke og være enig, for besøget var rigtig godt. Stemningen var selvfølgelig anderledes her ved middagstid, end hvis det havde været en weekendaften, men servicen var helt i top.

Kæresten bad om en vin der ikke var for tung, måske lidt frisk, og blev derfor anbefalet en Valpolicella. Den var præcis let og frisk, men måske med en anelse for høj syre til hendes smag, hvilket jo ikke rigtig kan klandres nogen. Selv bad jeg om en lidt fyldigere vin, gerne med lidt jordede noter, eller måske stald. Valget faldt på en vin fra Sicilien, og igen var anbefalingen spot on i forhold til det ønskede. Jeg fornemmede både jord, læder, og måske noget animalsk, pakket ind i god frugt og syre. Lækkert.

Det er sicilianeren til venstre, med Valpolicellaen til højre
Efter rødvinene bestilte vi et par glas Moscato D'Asti, og den de havde her hos Terroiristen var virkelig fantastisk. Den var sød, men ikke for sød, den var fantastisk perlende og læskende, og så var der en meget tydelig smag af nød, hvilket måske ikke er så underligt når nu det er vin lavet på muskatnøddrue, men noget jeg sjældent (tør jeg sige aldrig) synes at opleve. Virkelig dejligt og friskt glas.

Lækker frisk Moscato med overraskende nøddet note
Alt i alt var det en hamrende hyggelig dag med det mest fantastiske vejr, og det var dejligt endelig at få besøgt Terroiristen. Det er så absolut ikke sidste gang jeg sætter mine fødder der.